tirsdag den 9. december 2014

X - KANONISK bøn

Knap ti år efter at Henrik Kabell tog sin afgangseksamen på forfatterskolen debuterer han med et stykke revolutionerende dansk litteratur, som bør give inspiration til kommende forfattere. Kabells debut X er noget så sjældent som en kunstnerisk og ekstremt sanselig samfundsrevsning.

Bogen består af ni små afdelinger, der hver især fungerer som nye afsæt henimod den samme afgrund. Ni udåndinger. I sidste takt bedes der om krig, et sjældent men reelt ønske i dansk litteratur. Det er følsom og fantastisk læsning.

Ribs der gløder i mørket

Omdrejningspunktet for X er samfundets decadence. Men i modsætning til fx Kronstorkens netop udgivne og på bloggen netop anmeldte bog GULD af Victor Boy Lindholm, så italesættes det ikke direkte. Stilen er symbolistisk og billedmættet. Den griber igen og igen om sig selv i form af noget, der kunne ligne lange monologer fra en fuld men profetisk stemme. Den taler fra et mørke, om et mørke, forkrampet i opråb og udråb.
Det er i det hele taget utrolig grimt, det Kabell skriver om os, mennesker og samfund.

Lad os æde.
    Knep os!
    Lad os æde og drikke.
    Kvæl os!
    Lad os bunde æbler og pikke og stikke sæden i brand. Krig og gejl og ribs, al personel, dueblå veteraner for eksempel, vingeløse og bløde på tungen, åh så ferske og bløde, kønt eksploderende i nogens grøftekant, så himmerigsselvsnakkende bagerst i ganen, prik.
    Ah!
    Lad os optage hele arméer og drysse droner og brændenælder blidt. Lad os spise brød til. Ræb!
Men åh, også så følsomt, fint. Midt i det hele dukker der "ribs" op. Den kompromisløse mørkerøde farve, ribs har, placeret midt i uovertruffen dårligdom, vildskab og mørke, står for mig stadig (til trods for flere uopmærksomme gennemlæsninger) som samlingens sublime højdepunkt skønt der er nok at tage af. Kuppelsuppe, for eksempel. Den sarte dueblå veteran følger op til moderne krigsværktøj pludselig drysses i maden. Sproget er fandenivoldsk og sart på én og samme tid.

Den førstnævnte dekadence, samfundskritikken og alt det, der gør Kabells debut så ubehagelig aktuel, burde forstærkes af det sublime sprog og de afsindige udsving i følsomhed mellem; ja tag bare det lette ord "drysse" og det krigskonnoterede "drone". Men der er endnu ikke hul igennem til en større samfundsdebat til trods for, at kritikken er så afsindigt virkelighedsnær. Måske kommer det en dag.

Den hæslige dom over mennesket

Når Kabell vælger ikke at lægge noget imellem, hverken sarthed eller fornuft, bliver værket nærmest ubehagelig skønt billedsproget stadig er sprudlende i mørke og forkastede nuancer.

   Til helvede!
Se nu personalets frontallapper der hænger som laset urin. Se hallerne der driver af kød og vakuumpakket blod i dråbeformede arrangementer. Se! Nogle flytter ind, andre flytter ud, små livlige infanterister der æder og knepper og kaster nye liv fra sig, flokke af madikker, bataljoner af lemmeløse kryb, dyr der æder død, og dyr der æder dyr der æder død. Ja, dyr der pudser knogler og kranier fri for sorg og snot. Dyr der overtager boet.
   Vi er fluer, fluernes børn, fluer, vi udklækker i maden, råddent kød som regel, vuggedød forekommer, orgier forekommer, bulimi, også bulimi, fingre i halsen og staffage, vi drukner i bræk. Indimellem fortærer vi levende føde, svage og gigtkrogede invalider for eksempel, byttet dør i munden, eller maven. Syren gør sit.

Bare et glas vand

Der, hvor Kabell eller X vil hen, er et grundpunkt, hvor der ikke længere spekuleres, processes eller udvindes. Vand fra himlen, bare helt almindeligt vand fra himlen, beder stemmen bønfaldende om i et sjældent rent klarsynet øjeblik.
Må vi bede om et glas vand? Må vi bede om et glas helt almindeligt postevand, tak. Nej, ingen brus, ingen salt, ingen maskiner, ingen landvindinger som sådan, bare vand, almindeligt vand fra himlen.
Det ekstra, som i dag forventes af ting, frabeder Kabell sig på en grusom men meget meget smuk vis ved at revse forskellige sider af det moderne menneskes måde at leve på. Han gør det med et kolossalt vokabular og en utraditionel sensibilitet, som det er meget længe side, vi sidst så i dansk litteratur.

Et par bemærkninger om form

Bogens sorte farve føres videre i opsætningen af teksten. Hver tekststykke er stærkt rykket ind mod bogens midte og står på sin vis i skyggen, hvis læseren ikke flækker ryggen.
Bogens titel X er ligeledes en ramme om bogens kapitler. De går fra I-IX. X er således første og sidste kapitel i X - sin egen undergang og fortsættelse, et loop og måske en helhed, der ikke kan forandres?

Udmunding

Det ender ud med en kategorisering af menneskeheden som skæbneramte og dermed dømt til at nedbryde sig selv.
Giv os krig. [...] Vi, frie maskiner perfektioneret til nedbrydning af liv... Krig! Vi vil dræbe og dø og stige op som tung mættet røg, blåsorte hære på himlen.
Det minder mig om Steinbecks Vredens druer, en roman der også handler om menneskeskæbner - mennesker drevet i afgrunden af moderne teknologi og rådne samfundsforhold. I slutningen af kapitel 25 står der:
I menneskenes sjæle vokser vredens druer og svulmer op og bliver tunge til høst. - Vredens druer, John Steinbeck
X er opsvulmet og bitter reaktion på verden, en lyrisk skildring af råddenskaben set med hvad man kunne kalde symbolismens vokabular og foreslået løst med blandt andet futuristens store mund.
På bunden er den et opgør med overvælden. Den er drømmen om askese men konkret set en eksplosion af ord, billeder, farver og modsætninger tilført gennem meningsløs eksistens. Nu er det nok!

I Strindbergs tid troede man på en knivspids svovl eller bly som opkvikker. I Kabells er man blevet klogere - tag hafnium og brom!











1 kommentar:

  1. Jeg har korrigeret en lille smule på betydningsforstyrrede steder nu og rettet de sædvanlige fejl. Standardnotits...

    SvarSlet