mandag den 20. januar 2014

Der argumenteres slattent i pressen

Jeg læser Leonora Christina Skovs blæksprutte i fredagens weekendavis, og jeg er til dels enig i Skov, der har en relevant kritik af kunststøttesystemet. Hvor for i alverden har man valgt en aktiv anmelder, der sidder på højeste post ved Politiken og uddeler lussinger til højre og venstre. Selvudgiverne kan i hvert fald godt lade være med at ansøge de næste tre år. Men jeg må stille mig uforstående overfor nogle mærkværdige sammenligninger, der bruges i argumentationen.


Skov skriver:
Undlader Stein at eksponere de forfattere, han ikke har en øonomisk aktie i?
"Selvfølgelig vvil jeg tænke mig om." udtaler han til Mediawatch. Det svarer til, at vi i dag overlader det til velbeslåede forfatteres egen samvittighed, om de skal søge kunststøtte eller ej. [...]"
Jeg synes ikke det holder at sammenligne en persons inhabilitet i forhold til den stilling har er sat i (og har sagt ja til at sidde i) og den frit søgbare kunststøtte. Det altoverskyggende sammenligningspunkt imellem de to skulle være anerkendelsen. Men kunstpengene (som i virkeligheden er relativt få penge) gives til kunsten, og det er denne det skal komme an på. Ikke hvor meget forfatteren bag ellers tjener.

Et andet lidt sjov eksempel kommer fra kulturministeren selv, der har sagt:
"Jeg har dog endnu ikke være ude for, at medlemmer blev vurderet på den 'magt', de sidder på. Det er helt irrelevant. Skal vi også se på, hvem der er deres nabo?"
Der er en grund til, at man har indført armslængdeprincippet og til, at der kommer færrere politikere i repræsentantskabet. Det er generelt fordi, der er et problem, hvis folk sidder på for meget magt. Det kunne man godt sige, at Stein gør.

For at runde af. Det er udemærket, at Skov selv ikke behøver at søge støtte (og at hun er så stolt af dette), efter hun fik tildelt et treårigt stipendiat i 2010, men det tyder nu mere på, at hun forsøger at lave et statement, der går imod statsanerkendelsen, netop for at stemple kunsten anderledes, end at hun har så meget imod statsstøtten. Og det er vel også for kunsten?

Man burde sætte sig ned og se på, hvad der ligger bag kunststøtten: hvor for nogen mener, nogen bestemte skal have den frem for andre, og tredje mener, der er nogle fjerde, der skal have den. Hvor er den der overhovedet, kunne man spørge? Eller hvorfor er der ikke mere af den? Er det statsautorisation af god smag eller fattigmandshjælp?

Kunststøtten er evigt omstridt. Et hamrende interessant fænomen. Der vil altid være nogen, som ikke får og nogen som får. Ingen ved noget om, hvorfor nogen får og andre ikke gør, og så er der alligevel forskel på kvaliteten i litteraturen.

Heldigvis er det ikke den eneste måde, man kan få melet malet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar