Jeg går i gang med skabelsen af et arkiv over interessant digital poesi gratis tilgængeligt på nettet. Digital poesi er pr. definition en taknemmelig genre, for i udgangspunktet er den altid gratis. Til gengæld kan den være svær at finde og svær at forstå.
Den er ikke som de andre. Den er anderledes. Den gør mange ting, og den er ofte uforståelig. Ikke kun ordene er uforståelige. Nogen gange kan det være svært overhovedet at komme til at "læse" teksten.
Den er interessant, fordi den er en udvidelse af det litterære. Ikke kun fordi der opstår en masse nye værker, men fordi begrebet litteratur og ikke mindst det, man kunne kalde literaritet, skubbes ud over sine egne grænser. På forsiden af Chris Funkhousers værk Prehistoric digital poetry: An archeology of forms er et billede af noget, der kunne minde om et landskab, hvortil to kommandoer er opstillet. Den ene siger "anapest to strike", den anden "trochee to run". Vi er inde i den interaktive fiktion eller noget, man også kunne kalde for et computerspil. Versus digital poesi? What is what? Det er noget andet, end hvad vi er vant til.
Det er som sådan ikke fordi, at det skal handle om det digitale, hvilket det dog hurtigt kommer til. Vi må holde fast i det litterære for ikke at fortabe os i teknologier. Det er stadig tekster, vi har med at gøre i en vis udstrækning. Men hvilke tekster? Hvordan skal de læses? Kan de læses?
Tag fx Neil Hennessy med Basho's Frogger. Den eneste handling man tilsyneladende kan foretage i dette digitale værk er at lade frøen hoppe i vandet. Værket spiller på Bashos berømte haikudigt, men hvordan er det helt præcis, der opstår et sammenspil imellem digtets tavse dybde på papiret og spillets måske/måske ikke ironiske plot/anti-plot? Det paradoksale er et eller andet sted, at man, hver gang frøen hopper i vandet, mister et liv. Det er computerspillets præmis, men det er på ingen måde digtets præmis.
Basho's Frogger kan virke meningsløst, men det findes og er opstået over internettet som mediet, der rækker et godt stykke ud i fremtiden. Og netop meningsløsheden finder jeg i mange af de digitale værker. Det virker ikke altid som om, der er en idé bagved - fordi man muligvis ikke kan løsrive sig fra papirets læsemodus?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar