fredag den 12. oktober 2012

Hitchin: Fake Snoopdog, bølger til Staten Island og forbløffelse


Teksten i dag kunne godt gå hen og blive lang, for der er sket en helt masse i dag. 

Vi gik til 77th st. ved lexington street for at tage metroen sydpå til Wall street. En anden dag vil jeg tilbage til Wall street for at få rushet af forretningsmænd, der styrter ind i de nationalsikrede bygninger
for at holde markedet og egen lykke kørende. Jeg vil føle mig som fluen på væggen midt i mængden at jakkesæt, der ikke lægger mærke til en gammel hippie som mig, der sidder på en sten med et krus stærk kaffe og venter med en notesblok.

Vi vandrede relativt hurtigt igennem for at gå videre ned imod færgeafgangen til Staten Island. Og selvom det ikke var den samme færgeafgang, som Walt Whitman tog til Brooklyn, så var det i det mindste det samme vand og dermed de samme bølger. Han skrev i Crossing Brooklyn Ferry:

Flood-tide below me! I see you face to face!Others will watch the run of the flood-tide.A hundred years hence, or ever so many hundred years hence, other will see them. 
På færgen stod vi ved rælingen, hvor jeg forsøgte både at give mine medrejsende en idé om, hvad Whitman tænkte om det hele, men også selv at forstå, hvad det egentlig var, Whitman så i de bølger.

På Staten Island havde vi en fantastisk oplevelse. Vi lod os selv overtale til at blive på øen for at spise frokost. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være noget specielt. Og det var de det heller ikke. Vi delte footlongs på Subway, hvilket ikke bliver mere konservativt, når vi også havde mulighed for en anbefalet srilankansk restaurant. Men så gik vi hen på en bogcafé for at få en kaffe. Ved fraværet af metropolet så tæt på metropolets inderste skete der noget. Stemningen på Everything goes Book Café var syret, meget hippie og styret af alternativ visdom som meditation og verdensrejser på cykel. Den mandlinge indhaver havde langt gråt hår, gråt fipskæg og en lille hue trukket ned over hovedet. Hans stemme var rolig og venlig, og han lavede kaffen med tålmodighed. Hans kone var en lige så munter men mere sprudende og energisk langhåret kvinde, der nærmest råbte farvel med en leen og en smilen. Vi endte med at sidde og snakke i over to timer.

Lige inden vi gik bevægede jeg mig som en impuls og i baglokalerne for lige at høre, hvad Wallace Stevens samlede digte ville koste mig i en lækker lærredsindbunden ”American Library”-udgave i en fin papæske. Prisen var 15$, og man fik to for 25$. Jeg troede ikke mine egne ører og sprang op for at se, om jeg kunne finde en anden interessant bog. Jeg spurgte, om de havde noget Auster stående. Måske New York trilogien. Men konen vidste fandenme ikke, hvem Paul Auster var. Jeg stavede navnet og fortalte hende, at han boede lige ovre på den anden side og at han var en af New Yorks mest kendte forfattere. Jeg troede på en eller anden måde, at hun lavede en joke med mig, men det var tydeligvis ikke tilfældet. Da jeg får øje på The Brooklyn Follies i sortimentet, som hun lige har erklæret Auster-frit, udbryder hun: ”Really? I have even read that book but must not have committed to the author. I think I liked itJ” Der er tydeligvis længere imellem Manhattan og Staten Island, end man kunne forestille sig. Jeg tror det er første og sidste gang i mit liv, at jeg møder en boghandler, der ikke kender Paul Auster. Har du prøvet, så skriv lige ind!
Tilbage på Manhattan drønede vi videre. Vi stegte virkelige lækre steaks hjemme og tog på Time Square, da det blev mørkt. Der mødte vi bl.a. en ubegribeligt virkelig Snoop Dog kopi.

Jeg har fundet et digt i samlingen, som jeg nævnte i går. Det er egentlig interessant at se, hvor meget liv, der er i den amerikanske poesi. Digterne er ganske simpelt et helt andet folk end romanforfatterne. Jeg forestiller mig, at det er rimelig cool at kmome i en årlig antologi med de bedste digte fra et givent år. Der er en del digte, som jeg ikke synes om i helhed. På den anden side er jeg imponeret af, hvor mange følelser, der ligger i digtene. Netop følelser bliver ikke taget seriøst i den moderne danske poesi, der hellere vil være sproglig kryptisk og formeksperimenterende. Her har jeg fundet en mellemting. Jeg kan bestemt godt lide strofen midt i. Digtet er småfilosofisk og uafklaret. Klicheen er der, men bemærkningen om gåturen løser op for netop de spændinger.

Cogitatio MortisAbove: The forgotten vignettes of constellations.
On the river, the ache-song of a slow thaw;
Each stone, anchored, measures the same hour. I hitched home, which means I walked most the way. After a while, each journey is thread spun from distance and sleet.Moon on the pond like an open door.After a while, each room is a waiting room.
          - Eric Pankey bragt i New England Review



Ingen kommentarer:

Send en kommentar