Leder: Det uredigerbare manuskript

Der sker for tiden meget i litteraturens rum. Tendenser er der som sådan nok af, men den det skal handle om her har i virkeligheden nok altid eksisteret. ”Det uredigerbare manuskript” kunne man kalde fænomenet.

Der kan være mange grunde til, at et manuskript er uredigerbart, men en af de mere alvorlige årsager er forfatteren. Den navnkundige og berømte forfatter har ofte ingen problemer med at få sine bøger udgivet. Gennem sit øvrige ”oeuvre” (værk/forfatterskab) har denne bevist, at den litterære kvalitet er stabil, at der er læsere til dennes værker og ikke mindst, at der er et overskud at hente hjem fra salget af hver eneste bog.  

Var problemet blot en gennemgående kvalitet, så ville det åbenlyse paradoks ved, at værkerne giver et propert overskud, slet ikke være et problem. Ingen brødbetyngethed dér. Men hvordan kan et økonomisk overskud overhovedet være et problem og ikke blot en gave til litteraturen og alle instanser i det litterære kredsløb. Jo, det kan det, hvis den litterære kvalitet fejler og forfatteren leverer middelmådigt møg - det værste en forfatter kan havne i. Paradokset - den kommercielle skodlitteratur - er udtryk for promoveringen af dårlig litteratur, bl.a. fordi redaktøren ikke har kunnet redigere tilstrækkeligt i manuskriptet. Han har reelt ikke kunnet sige nej til en stensikkert-sælgende kommerciel succes-forfatter, uanset hvad der måtte følge.

Af nylige eksempler kan man nævne Salman Rushdie med Joseph Anton og J.K. Rowling med The Casual Vacancy. Begge er storsælgende forfattere, der denne gang har skrevet lidt tynde og sjaskede bøger (i hvert fald hvis man læser anmeldelserne) på omkring en plovmands penge.

Bank-økonomen forstår udmærket, at Gyldendal vælger at oversætte Rowlings debut i litteratur på de voksnes rækker (The casual vacancy eller Den tomme plads, DK), men litteraten er en smule skeptisk. Har man overhovedet haft en smagsprøve i tilsyn på forlaget, inden man skrev under på kontrakten?

Andre steder, hvor uredigerbarheden hersker, er bl.a. på markedet for selvudgivelser. Ikke nok med, at der her kan mangle noget basalt som korrekturlæsning, men der er som regel ingen sparring med fagkyndige folk, der skal være med til at klargøre værket til udgivelse rent professionelt. Og vi taler ikke om, hvorvidt hovedpersonen skal gøre det ene eller andet her. Vi taler om form, struktur, længde, uforståeligheder, banaliteter, klichéer og reception.

På papirfronten afholdes mange fra umiddelbare og impulsive selvudgivelser, fordi det koster penge. Men i ebogs-formatet behøver det ikke at koste, og den litterære virkelighed står pludselig overfor en mulig valuta-inflation. Skønlitteratur er en af de ting, alle kan udtale sig om. Den nødvendige specielviden er i første omgang at have læst bogen. Men når det ikke er nok i længden, er det fordi litteraturhistorien er lang og traditionsrig. Den indeholder en enorm mængde viden, som rent faktisk gør en forskel, når man taler om at læse; men også når man taler om litterær kvalitet. 

Faktum er, at der stadig i et multi-intellektuelt og elektronisk verdenssamfund stadig er brug for folk, der ved, hvad de taler om. Ikke fordi, men ikke kan læse uden. Men fordi der er så meget at hente, at lære og at elske i formidlingen af den viden, som gør virkeligheden og dens yderområder (fiktionen?) smukkere.