Merethe Lindstrøm vinder Nordisk Råds litteraturpris for værk om stilhed

Merethe Lindstrøm fra Norge modtog torsdag i sidste uge den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris 2012 for værket Dager i stilhetens historie. Der kæmpes indbyrdes i hele norden, hvilket inkluderer Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Grønland, Færøerne, Åland og det samiske sprogområde. De nominerede kæmper om en pulje på 350.000 danske kroner og en stor læserskare i hele norden. Bogen er endnu ikke oversat, men der må være en oversættelse under hastebehandling, kunne man forestille sig.

De to danske nominerede var Janina Katz med Skrevet på polsk og Vibeke Grønfeldt med Livliner. Katz var også nomineret til Montanas litteraturpris, som gik til debutanten i år, mens Grønfeldt faktisk var oppe at vende som favorit til Nordisk Råd-prisen. Skuffende? Personligt er jeg ikke skuffet. Vore nabolandes litteratur synes jeg tit man mangler at komme omkring. Der er noget nyt at lære, en anden sanselighed, på den anden side af havene.

I Berlingske bliver vinderen kaldt for en ”ordinær terapiroman”, som anmelderen nu er tvunget til at sætte sig ned og læse igen. Lindstrøm bliver rost for sproglig virtuositet, og i et modstanderfelt stærkt præget af lyriske værker kunne det se ud til, at et dygtigt sprog værdsættes af eksperterne. De mere menige anmeldere efterspørger måske en mere fortællende litteratur og i den forstand også et plot med knald på. Det er måske en harsk bemærkning, og det an simpelthen også være, at Lindstrøms værk kan virke for tavst for nogle læsere. Det må alt sammen komme an på en læsning, som jeg endnu ikke har haft mulighed for at gøre.

Lindstrøm har, inspireret af sin gamle far som overvældes af stilhed, skrevet en roman om stilheden; ikke det, der ikke bliver sagt som små momenter i en hverdag, men den tunge stilhed, der omsvøber menneskeskæbner. En stilhed, der bl.a. bæres af glemsomheden. Det er på en gang en traumeskildring og en ægteskabsroman.

En side, der lægges vægt på i flere avisartikler, er hvordan stilheden også kan være med til at udvilke en indre ekstremisme i det moderne samfund, som det skete på Utøya i 2011. Den norske forfatter hørte braget fra bomben i parlamentsbygningen. Hun siger i takketalen:

I tiden etterpå var den yngste datteren min engstelig for alle høye lyder, ikke minst hver gang det faktisk var tordenvær.
Jeg vet ikke hvor mange ganger jeg beroliget henne og søsteren med å si: Det er bare torden. Angsten den dagen etterlot seg en taushet på tross av alle samtalene, alle avisoppslagene, debattene, øyevitneskildringene og tekstene skrevet i ettertid. Jeg tror ikke at det bare er jeg som kjenner det.

Der vi som mennesker lever sammen er det alltid mange samtaler, men også mye taushet, stillhet. Alt det vi bærer på. Tausheten i rommet etter at man har forsikret barnet enda en gang om at nei, denne gangen er det bare torden.

Men det er aldri bare torden.

Katastrofen på Utøya er et groft eksempel, der ikke er tiltænkt som et af bogens tema. Ikke desto mindre peges der på noget inde bag muren af stilheden, hvor der tilsyneladende ikke er grænser for, hvad der kan eksistere.

Komiteen bag udvælgelsen af en vinder skriver sådan her om Merethe Lindstrøms Dager i stilhetens historie:

”I en stilfærdig, præcis og eftertænksom prosa beretter Lindstrøm om, hvordan en dramatisk fortid langsomt bryder ind i en ældre kvindes liv og bevidsthed,”

Læs resten af talen her.

Det kan bemærkes, at Merethe Lindstrøm også lige har vundet den norske kritikerpris.