torsdag den 5. januar 2012

Montanas Litteraturpris 2011 uddeles d. 13. januar 2012

Nominerede til  Montanas Litteraturpris er: Helle Helle med Dette burde skrives i nutid, Bjørn Rasmussen med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Lars Frost med Skønvirke, Hanne Højgaard Viemose med Hannah, Janina Katz med Skrevet på polsk og Pablo Llambías med Monte Lema. Prisen er på 100.000 kr og uddeles fredag d. 13. januar i forbindelse med et seminar på Testrup Højskole, der er sammen med Information er medstifter af prisen. Debutanten Bjørn Rasmussen er i stærkt selskab, men ikke desto mindre en interessant ingrediens i dansk litteratur-virkelighed. Velkommen til en lille tekst om Montanas Litteraturpris 2011 – danmarks eneste møbelsponsorerede litteraturpris.


Montanas litteraturpris sponsoreres af Montana møbler! Den uddeles hvert år i januar til årets bog; en bog der er i stand til at flytte grænser og berige litteraturen.  Sådan her skrives der på Montanas hjemmeside:

Med Montanas Litteraturpris honoreres den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere, og som er med til at berige og flytte grænser inden for en kultur. Vi støtter den gode litteratur i et lille sprogområde og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstreamlitteratur og bestsellere.

Vinderen tildeles 100.000 kroner. Disse penge semi-distribueres indledende af en indstillingskomité bestående af Lilian Munk Rösing og Peter Nielsen fra Information og Christian Dorph og Mads Eslund fra Testrup Højskole; den afgørende beslutning ligger hos dommerkomiteen: Erik Skuym-Nielsen, Thomas Thurah, René Jean Jensen, Elisabeth Friis og Kamilla Löfström.

I mine øjne tegner der sig et billede af en rigtig litteraturpris. Der er ikke tale om en produktpris. Værkerne skal igennem to forskellige nåleøjne af forskellige kritiker-typer, der vil stirre indgående og grundigt på hvert enkelt eksemplar. De folk som står for smagsdommene er en blanding af forfattere, undervisere og litteraturkritikere fra dagspressen. Er der, på trods af at der ikke sidder en komitant fra Montana Møbler, overhovedet nogen indspisthed her?
Prisen er stiftet af Information og Testrup Højskole. Information er Danmarks mest intellektuelle avis. Det er den avis, der skriver den dybeste og mest kritiske kultursektion. Artiklerne er lange og interessante. Testrup Højskole er Danmarks anden forfatterskole. Muligvis er lærerstaben indspist og stærkt sammenhængende med Forfatterskolen, men den besøges også hvert år af en bunke forskellige mennesker, der både præger og præges af udviklingen. Skolen er en helt igennem åben institution for alle mennesker, der har lyst til at lære faget. Information er den autoritative institution overfor befolkningen; Testrup er den kreative udklægningsprocess for kunst og kunstnere.

En litteraturpris som Montanas litteraturpris er guld værd for litteraturen generelt set. Den er til for litteraturen gennem en ildsjæl et sted i Montanas møbelhuse. Litteraturen gavner jo ikke direkte møbelindustrien, udover at en god lænestol ofte er det bedste sted at læse en god bog… men kan dét ses? Men prisen på 100.000 kroner er til og giver litteraturen noget at kæmpe for. De seneste modtagere er:

2006: Mette Moestrup, Kingsize
2007: Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 1+2
2008: Niels Frank, Små guder
2009: Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd
2010: Pia Juul, Radioteatret

Der er en overvægt at småtsælgende poetiske udfoldelser, men også Øvig Knudsens Blekingegadebanden 1+2 har findet vej frem. Det gør prisen til en litteraturfikseret honorering, som ikke kun ser blindt på poesien, selvom det måske er der man finder mest poetisk eller virkelig kunstnerisk nerve. Tekst-håndværket kursiveres, understreges og fedes op. Så kan det stå frem i en hvilken som helst genre. 

De motiverede indstillingstekster findes i denne artikel fra information fra d. 20. december 2011. Læs dem og vent så til den 13. januar. Og hvis du ikke har noget at lave for tiden, så gå da på biblioteket, lån de nominerede værker og giv dig i kast med dem alle sammen på én gang. Det er måske den bedste måde at finde ud af, hvad Montanas litteraturpris i virkeligheden er!

1 kommentar:

  1. Ja. Jeg håber helt sikkert ham Bjørn vinder, da det er en virkelig suveræn bog.

    P.S. er du sød lige at fjerne linket til min blog?
    Tak :-)

    (skriftenskriften)

    SvarSlet