fredag den 27. januar 2012

Helle Helle fik De Gyldne Laurbær, men hun fik ikke Montanas Litterturpris, som debutanten Bjørn Rasmussen trak hjem og op i røvhullet (anmeldelsen er på vej). Men Bjørn Rasmussen er debutant og helt ny i den der forfattervirkelighed, og det var en overraskelse på papiret, at netop han fik prisen. Helle Helle var nomineret til Montana-prisen, men Bjørn Rasmussen var ikke nomineret til De Gyldne Laurbær. Hvorfor var han nu ikke det, når han fik Montana-prisen? Spørgsmålene er mange og trænger sig på for at finde en forskel på de to forskellige priser.


De to priser er i virkeligheden vidt forskellige. De har øje for helt forskellig litteratur og udvælgelsesproceduren og præmisserne er også forskellige. De Gyldne Laurbærs præmisser lyder sådan her:

”Giv din stemme til en nulevende dansk forfatter, der i år har udsendt en bog af skønlitterær karakter, som efter din bedømmelse vil vinde en plads i litteraturen, og som fortjener al den påskønnelse og opmuntring, som vi boghandlere og medhjælpere gennem denne manifestation kan bidrage til. Prisen kan kun vindes én gang, og der kan således ikke stemmes på tidligere vindere.”

Laurbærrene er forhandlernes hyldest til den vare de sælger. Prisen sigter imod postulerede litteraturhistoriske værker, og der sigtes imod at kategorisere de bedste værker og forfattere Danmark overhovedet har. Proklamationen i sig selv er med sin højrøst et postulat, der skal hjælpe til med at kanonisere den danske litteratur og trækker de udvalgte forfattere ind i den udvalgte loge. Prisen har været uddelt siden 1949, hvor Martin A. Hansen fik prisen som den første. Det er dermed en traditionsrig pris, som forfattere som Karen Blixen (1952), Tom Kristensen (1954), Tove Ditlevsen (1955), Halfdan Rasmussen (1957), Klaus Rifbjerg (1966), Inger Christensen (1969), Ib Michael (1989), Peter Høegh (1993), Henrik Nordbrandt (1995), Svend Åge Madsen (1999), Jakob Ejersbo (2002), Morten Ramsland (2005) og nu Helle Helle (2011) har modtaget. Med andre ord tegner De Gyldne Laurbær et billede af danske navnkundige forfatter, der måske delvist holdes fremme og oppe på grund af hædersbeviset, hvis man tænker på Johannes Møllehave (1979), men med sikkerhed også holdes inde (som fx på min liste, som når jeg nu lige ser efter slet ikke er fuldkommen) på grund af sine litterære kvaliteter. Samtidig er prisen ikke en stor bunke penge. Tidligere var hæderen en signeret guldnål. Nu indebærer hædersbeviset et gavekort på 2500 kr og en laurbærkrans.

Montanas Litteraturpris derimod er mere eller mindre nystiftet. Prisen holdes oppe af en møbel-koncern, men varetages af Information og Testrup Højskole. Udover hæder byder prisen på et legat på 100.000 kroner. Prisen er et klap på ryggen, et skriv-nu-videre, der giver forfatteren arbejdsro og et godt sted at sidde (jf. Det ekstra gavekort til møbelkædens butikker). Prisen indebærer ikke det højtragende æresbevis (jf. ikke at kunne modtages af samme forfatter to gange) og kan selvfølgelig modtages igen, om man så indtræder i litteraturhistorien eller ej. Den er en gave til litteraturen selv frem for til forfatteren og bydes ud til den smalle litteratur frem for den etablerede. Det er her pengene kommer in-handy.

Undren
Jeg kan godt undre mig over, at Laurbærrene uddeles til et enkelt værk, for det er tydeligvis en forfatterskabs-hæder. Man kan ikke sige, at montana-prisen ikke implicit bærer målsætningen om det bedste værk og derfor et stykke litteratur historien værdig; men Bjørn Rasmussen kunne ikke have vundet De Gyldne Laurbær, lige meget hvor hæsblæsende en debut, det så er. Derimod vandt han igen og igen den værk-fikserede Montana-pris, hvilket øjeblikkeligt stiller ham mindst lige så fint som modtageren af laurbærkransen; men han sikres ikke på længere sigt en den tid pengene giver ham til at skrive en ny bog.

For boghandler-faget, for jeg vil håbe og hævde at man godt kan kalde det for et fag, synes jeg det virker som en slags træden ind i virkeligheden – en træden ind i kunstens virkelighed og dens højere luftlag. Boghandleren er en type menneske, som lever af litteraturen – af bogen. Når det kommer til meningsdannelse og smagsdommeri står han lidt i periferien, og han er heller ikke nogen ekspert. Men tænk lige på det forhold, han har til bøgerne og litteraturen. Den må være som børn og børnebørn for ham. Den må betyde liv og glæde og sorg og regn og ulykke og skæbne. Litteraturprisen er et af de incitamenter, der opretholder det forhold til bøgerne; et forhold bog og idé-fikseringen med sine skoletasker, kontorartikler, smalle poesi-sektioner og brede biografi-hylder snarere kommercialiserer og forvirrer. De gyldne laurbær er den originale boghandlers hædersbevis og samtidig en forsikring om, at der stadig vil findes rigtige boghandlere.

Det er smukt, at Helle Helle, en sprogkunstner af format, modtager denne laurbærkrans. Hun udtaler et sted, at det handler om sætninger og sætninger og ikke så meget om plot og plot-drive. Som det siges, så handler hendes bøger ikke rigtig om noget. Der er intet, der umiddelbart fanger læseren og sælger bøger, men alligvel må de fleste læsere indrømme, at de sluges og fordøjes grundigt af hendes værker. Sådan en affære har jeg selv været udenfor dengang jeg læste Rødby-Puttgarden; jeg husker den stadig og gør det gerne igen.

Tillykke Helle

3 kommentarer:

  1. ja, og hvad med den, Valeur lige har fået? Weekendavisens... vist også 100.000 kr., men jeg ved ikke hvem, der bestemmer hvorfor?

    SvarSlet
  2. Det er godt du holder mig oppe på priserne:-) Weekendavisens litteraturpris er næsten med sikkerhed en af de mere elitære priser, som montana-prisen. Valeur har dog også fået Danske Banks Debutantpris 2011, der ikke er helt så hårdkogt (en præmie på 50.000) og er nomineret til DRs Romanpris, en bredtfavnende og helt igennem folkelig pris. Desuden var han nomineret til De Gyldne Laurbær, som han vel ikke kunne vinde som debutant?

    I alle tilfælde er Valeur fået et brag af en debut i fiktionens ærlige verden, og det med endnu en irriterende krimi...

    SvarSlet
    Svar
    1. Og for lige at korrigere mig selv: Weekendavisens pris er en anmelderpris og en læsepris. Anmelderne (Bukdahl, Rothstein, Bonnevie, Bjørnvig, Skov osv.) udvælger ti værker, som enhver køber af den rette (eller flere rigtige)WA med stemmeseddel så kan stemme på.
      Og så understreges det, at vinderen ikke er den BEDSTE, men at prisen blot er en hyldest til gode bøger. Det kan jeg sgu godt lide:-)

      Slet