Tretten uhørligheder er en fragment-samling, der byder læseren på tretten små tekst-ideer med en nogenlunde uafhængighed fra hinanden. Det de har til fælles er det til tider usagte, det blot uhørlige og så en barnlighed, der synes at give et friskt blik på verdenssituationen. På bogens allerførste blad står der skrevet: Flagermusen er det pattedyr, der larmer mest. Men lydene, de udsender, er så høje, at mennesker ikke kan høre dem. Uhørlighederne er de store ting, der alligevel overses, fordi de ikke passer ind i verdens logik. Uhørlighederne er som mesterværkerne, der overses i sin egen tid og først dukker op flere hundrede år efter deres ophavsmands død. Uhørlighederne peger på det magiske og overjordiske aspekt ved en netop tilsyneladende jordnær virkelighed.
Det er som den videnskabelige indblanden-sig i den kristne skabelsesberetning:
I stedet forklarer de, at alting opstod med et stort brag, som de kalder: Bang. Først var Ordet. Og Ordet var hos Mennesket. Og Mennesket var Ordet. Og Ordet var Bang. Første linje i den nye Skabelsesberetning lyder: Bang, så var verden der!
Religiøsiteten omkring verdens opståen, det egentligt uforklarlige, dét bliver til det blotte bang… Som historien om astonauten, der fornemmede, ”at universet var kærligt og bevidst”, hvorefter han bagefter indlægges på den lukkede. Det handler alt sammen om virkelighedens forbindelse til sin egen ekstra dimension, og ikke mindst hvordan, der dækkes over denne dimension, hvordan den ikke anerkendes fordi, den ikke kan sættes på nogen logisk formel. Og det til trods for, at flagermusens skrig kan dokumenteres. I Historiens skelet, hvor en lille pige sendes væk hjemmefra på et ”hjem”, åbnes der i et lille allegorisk billede for sandheden om mennesket. Pigen er kommet hjem igen og har gennem et gammelt kobberstik i en bog denne oplevelse ved synet af sit ”gamle” værelse:
På stikket stak et menneske for første gang hovedet ud af Jordens sfære og så ud i verdensrummet. Men her var vrangen nu vendt ud på alt, og mennesket stod med kroppen ude i rummet og hovedet inde i verden og så sig omkring dér, som for første gang, og pigen kendte nu forskel på ordene ’i hjemmet’ og ’på hjemmet’.
Barnet er i mange af de små fortællinger en naturlig central skikkelse for en anderledes åben oplevelse af virkeligheden. Ligesom astronauten er det. Problemet er bare, at der forventes noget mere seriøst af astronauten. Noget videnskaben kan forstå. I uhørlighederne er faktum bare, at videnskaben går glip af så meget. I uhørlighederne er det den omvendte logik, der sejrer. Den lille pige med uhelbredelig astma begynder først at trække vejret, da hun begynder på slet ikke at trække det. ”Vejret begyndte at trække hende/Og det har det gjort lige siden.”, sådan lyder den eventyrlige slutning på en anden af fortællingerne.
Poesien med abbesiner i turbanen
Ordet i teksterne om disse uhørligheder trækker til tider på den omvendte logik, dér falder appelsinen ud af turbanen og lander i klicheen. Disse tekster er forståelige og hyggelige, men de mangler punch. De agerer som læse-piller for en utydeligere og mere poetisk udfoldelse med abbesiner og kakave som ingredienser. Her bliver logikken ikke bare omvendt. Den forvrides og sætninger bliver spændende og aldrig før sete farve-sammensætninger, man ikke bare kan læse igen og igen; de er som oraklet i Delfis svar på, hvilket vidunder i verden man skal besøge for at balsamere sin sjæl på bedste vis i en moderne virkelighed. Rid mig som en proptrækker, you limpopo bushbuck, eller skrid… //Your tropical creature. Eller ”Skrid, eller Jesus skalperer dig.
Der er forskellige tekster i samlingen, der bærer læserne ind i buskadser lige så fulde af poesi, som man vil det eller ej. Det er tekster, der er svære at finde rundt i, men som får en til at forundres over teksten. I de her tekster kan man finde skatte, hvis man leder med sækken fuld af tålmodighed. Man kan finde de meget små fornøjelser, der rækker et lille stykke ud over forståelsen; og det er både provokerende og irriterende, det er forkasteligt, det er ubetydeligt… og det ligger alt sammen i Ordet. Det vi alle sammen har liggende inde bag visdomstænderne. Man kan spørge sig selv, hvordan man glemmer dét, der altid allerede er, bare fordi det ligner, at det overhovedet aldrig har været?
Jeg læste bogen første gang med en kritikers skarpe øje og hårde logik, og den havde svært ved at åbne sig for mig. Da jeg senere gik til den med en mere flydende energi og en anderledes åbenhed for kvaliteter, da åbnede mange af teksterne sig og inviterede mig indenfor mørkets lyspunkter. Det er den slags visdom man bydes indenfor til, en mystisk og anderledes virkelighed inspireret af virkelighedens små absurditeter.
Jeg vil slutte anmeldelsen med et lidt længere citat fra teksten Lyst til bitter viden og for forståelsens skyld lade det tale for sig selv:
”Nu måler jeg ikke udelukkende civilisation i højden, men også i længden, og jeg kan ikke forestille mig noget hverken højere eller længere civiliseret end at spise insekter og rødder. Som barn spiste jeg myrer. Jeg finder de sorte bedst og bitrest. Andre myrespisere er uenige og finder de røde bedst og bitrest. Det må komme an på en prøve. Desuden har jeg også andet at tage mig af: min fritidsbeskæftigelse, min yndlingsbeskæftigelse, min kæphest, min hobby: at sove: Når man sover, drømmer man: I drømme forstår og taler man alle sprog, ser alt fra alle vinkler, mestrer alle instrumenter – på samme tid – går gennem vægge, opholder sig mindst to steder på én gang, skifter køn, flyver og sammenfatter tider, steder og hændelser i ét punkt. Alt sammen på samme tid. Hvilken beskæftigelse i lysvågen tilstand kan hamle op med det?”
God læsning :)
SvarSletDet er godt at se, at der er flere, der har læst Vibeke Henningsen:-)
SvarSlet