onsdag den 30. november 2011

December 2011 - pakkekalender og andet litterært godt!


Det er ren poesi, når der hænger stegt kalkun, bajer, vindruer, kringler og champagne-glas i gaderne!? 

I morgen er det 1. december, og jeg har besluttet mig for ikke at være jule-sur. Jeg opfordrer endda til, at man læser Rosinantes julekalender, der består af 24 noveller af forskellige danske forfattere. Det er vel egentlig et populær-kulturelt fænomen, det der med julekalenderen. Kontinuerlig tilfredsstillelse. De 24 noveller er også skrevet af populære forfattere. Jeg ved godt, at det er en frygtelig opfordring (stadig ingen jule-surhed!); (kunstpause) men jeg er sikker på, at vi får det rigtig rart. 

søndag den 27. november 2011

Design, undersider og funktion

Det ses muligvis... Jeg leger lidt med bloggens udseende, brugbarhed og funktion. Jeg har fundet et mere "helt" design til bloggen med Magazine, men jeg er dermed også forhindret i at tilknytte gadgets om fx litterære nyheder i medierne, de blogs jeg læser og brugerundersøgelser med andet. Det er vel lidt som at købe en Mac og dermed træde ind i en fanatisk og ideologisk verden. Først må vi se om det virker!



Bloggens udseende som et nyhedstableau, som en avis, giver overblik over sagerne. Læseren får et hurtigt overblik over det, jeg for nylig har skrevet og derefter små udklip af baglandets tekst-sauna. Det får bloggen til at virke mindre kolossal lang og de forskellige artikler eller indlæg går mere i dialog med hinanden. Når man klikker på et indlæg dukker det frem i en ny interaktiv side, der ikke skal loades fra bunden men dukker op ovenpå bloggens mosaiske fragmentsammensætning. På den måde bliver bloggen hurtigere og mere overskuelig at læse. Der er en funktion i toppen af artikelsiden som gør, at man kan gå videre til et nyere eller ældre indlæg; det er som at bladre i avisen på morgenbordet (nok lidt overdrevet), og når man læser indlæggene er der ikke så meget der flimrer i baggrunden!

En af ulemperne er, at skabelonen indeholder flere muligheder, som det ikke er muligt at slette. Der er en tendens til at loade alle indlæg, som bloggeren har skrevet, hvilket gør siden langsom... og så har jeg oplevet problemer hos andre bloggere med denne skabelon. Dér kunne teksterne ikke hentes frem, når man trykkede på dem, dvs. skærmen blev sort og man måtte nøjes med at læse fragmentet.

Yderligere er udtrykket ved den nye skabelon mere visuel. Den placerer selv billederne fra indlægget på forsiden, hvilket måske kunne gøre forsiden langsom, hvis der var billeder overalt. Jeg vil forsøge at finde lidt flere billeder frem, både fordi det er flot og fordi det kunne tilføje noget nyt til bloggens hardcore-hed. Det er ikke muligt at give teksterne på bloggen patina, som teksterne i en avis altid pr. definition har. Men måske kan jeg bringe lidt stemning ind.

Skabelonens egensindighed og eventuelle ulemper samt det, at man ikke selv kan tilføje eller fjerne features fra bloggen, er med til at jeg muligvis finder et andet design i nærmeste fremtid. Skabelonen fra Blogger, dynamiske visninger, er på prøve hos Om kunsten om kunsten og kunsten  (en gang imellem bliver man vel nødt til at tage sig selv højtideligt?).

Undersiderne
Jeg har også tilføjet nye undersider. Den gamle Debatforum er væk. Blogs om bøger, Boganmeldelser og BlogLogger er kommet til. Det, der nu ikke kan stå i margenen på hovedsiden, det kan få sin egen underside. Og så bliver der måske plads til at tage lidt mere hånd om andre litteratursteder på nettet.
Der kommer til at være en mere overskuelig arkivering af indlæg; en arkivering, der får mærkater og bliver sat i ramme i stedet for blot at være kronologisk betinget.
Der kommer til at være en side, kun om mig og litteraturen i mig. Måske nogle billeder, hvor jeg sidder og læser og ser klog ud. I forbindelse med denne sidste sektion vil jeg gerne citere mine egne noter. De lyder sådan her: "Blogloggeren er mig, det er mig der fremkalder logistikken ved at skrive indlæg. Indlæggenes dukken op i systemets brugerflade får systemet til at støde tidspunkter ud skrevet med fed skrift." I noterne kom jeg til at spekulere lidt over Log-symbolet. Hvad gør man, når man skriver sin logbog? Jeg kom frem til, at punktligheden i en log var det vigtigste. Det er punktligheden og en lille bemærkning, der er kernen i loggen - altså overskriften og systemets tidsnotering af indlæggets ankomst. Bloggen, som er indholdet, den står jeg for. Jeg logger i loggen med en blog. Kryptisk set...


Jeg har en anden idé til undersiderne. Hvis jeg kan få det til at fungere, så kommer der en underside for forfatterportrættet. Portrættet skal så ramme det seneste indlæg. Men jeg har endnu ikke gennemskuet, hvordan jeg bagefter skal arkivere portrætterne på bloggen? Der er fare for, at det vil give for meget gentagelse, hvis jeg smed dem ud på BlogLoggen efter deres opdukken. Det gode ved dem er dog, at de aflaster anmeldelserne, der i forvejen bliver for lange. Den dynamiske korrespondance imellem anmeldelse og portræt kunne komme til at fungere rigtig godt. 
På den anden side, når det nu har udseende af en avis og med dennes overskuelighed, så er det lige pludselig ikke længere det forreste indlæg, der behøver at veje mest.
 
Jeg tror, det var nok fra redaktionen i denne omgang. Jeg skal holde hele verden opdateret, hvis jeg finder den perfekte skabelon til bloggen. Forhåbentlig snart.

Thomas

fredag den 11. november 2011

Anm. Sort Hvid - Liza Marklund - Kantløs underholdning

Sort Hvid af Liza Marklund udkommer i dag d. 11. november 2011, 415 sider, Rosinante

Jeg kan lige så godt indrømme det nu som at indfatte det i tekstens egentlige uvidenhed. Jeg havde aldrig læst en bog af Liza Marklund, før jeg læste Sort hvid. Det er den niende bog om journalisten Annika Bengtzon, hvilket muligvis betyder, at jeg mangler otte niendedele af hovedpersonens karakter? På den ene side er det et meget svagt udgangspunkt for anmeldelsen; på den anden side er det det, der gør anmeldelsen mulig som netop anmeldelse. Jeg er ikke bundet af de første sikkert helt fantastiske bøger om den her journalist. Jeg kommer ind et sted, hvor det meste måske allerede er sagt. Jeg kommer ind dér, hvor der skal arbejdes for at holde protagonisten i live, og hvor spændingen er i fare for at blive for højspændt og patetisk.

Fortællingen går kort sagt på, at Bengtzons mand er i Nairobi til en konference om sikring af grænserne i Europa. På vej hjem kidnappes han og delegationens andre medlemmer. De forsvinder mere eller mindre i et afrikansk mørke af grusomheder mens der forhandles løsesum for den enkeltes ve og vel. Situationen følger vi gennem avisredaktionen og fra Bengtzons eget hjem, der istandsættes som en salgs forhandlingscentral. Hun får hjælp af sin mands chef fra justitsministeriet, og parallelt med handlingen vokser de erotiske spændinger her. Samtidig følger vi en mordsag om en seriemorder og redaktørens tanker om sig selv, journalistikken og avisen. Hovedfortællingen er uden tvivl kidnapningen, de grusomme scener, der langt hen i handlingen forbliver usagte og så en overordnet kærlighedsfortælling fra Bengtzons perspektiv (jeg forestiller mig dette handlingsforløb kører i seriens øvrige værker, i de forrige så vel som i de kommende.) Vi følger forhandlingerne imellem kidnapperne og forhandlerne tæt. Fortællingen om den formodede seriemorder er noget fraværende, næsten forvirrende. Den kommer ikke rigtig frem i billedet og lever ikke op til den tidlige scene i andet kapitel (dag 1: kapitlerne er inddelt som dage i noget der kunne være en dagbog uden dagbogsform), hvor Bengtzon er tidligt på gerningsstedet for et af de fem mord.

Romanen korresponderer i ekstrem høj grad med nutidens debatter. Den er et indblik i kidnapnings-procedurer, hvis man skulle være interesseret i den slags. Den fokuserer på terror og indvandring som problem for Europa. Gadaffi, Osama Bin Laden, Anders Breivik, kidnappede danskere og pirrater ud for Somalias kyst ect. nævnes. Den lader ligeledes en strøm af massekulturelle symboler flyde ud i handlingen, så man på en eller anden måde aldrig føler sig langt hjemme fra. Starbucks, Mcdonalds, Facebook, LinkedIn, Disney-film og Pixar-produktioner (som man har set 1000 gange). Selvom man læser en krimi af Marklund forlader man ikke sin hverdag; der er stadig børnevanter i tasken og evig irritation over, at man ikke kan ramme ”tasterne” på sin nye touchtelefon (og dermed klicheen: romantikken om den gamle telefonmursten, som lever i bedste velgående i virkeligheden verden, dog i et ganske andet modus!?). Denne form for tryghed gør, at den vestlige læser næsten ikke kan undgå at identificere sig selv med den fiktive virkelighed, der stilles op i bogen. Den er tankevækkende tyk, hvis man lægger mærke til den, men den virker virkelig godt som den tunge og varme dyne, vi alle sover med i norden. Så længe man ligger under den er man i sikkerhed, så længe man ligger dér vækkes der ikke en uforudset tanke til live af sig selv. Man bliver under alle omstændigheder nødt til selv at stå op. Ikke noget hvis!  

Jeg citerer og kommenterer: ”- Hakuna makadiliano, råbte en af vogterne udenfor, jeg synes det lød som Den Høje. Vi så på hinanden, ingen vidste hvad det betød, og Catherine var der ikke til at oversætte. [Og her kommer så det, man tænkte i citatets begyndelse…] Det lød næsten som hakuna matata, var det ikke en Disney-sang? Børnene havde den film på DVD, var det måske Løvekongen? Hakuna matata, er de klogeste ord, hakuna matata, klogere end du tror?” Det faktum, at de engelske ord i romanen pædagogisk forklares, overfor det faktum, at de afrikanske (ja, jeg kan heller ikke oversætte dem) ikke hverken forklares eller oversættes er paradigmatisk paradoksalt. I den citerede scene er tolken ikke er tilstede, hvilket betyder, at der viderefortolkes i de baner, der allerede kendes. Vestlige baner. Der skabes en grænse imellem Afrika og Europa, hvilket understøtter debattens element, grænsekontrollen, terror og kidnapnings-sager. På den anden side er det vestlige ”symbol-sprog” til for ikke at støde læseren. På den anden side ligger fremstillingen op til en debat. Der er her tale om en dobbelthed og paradoksalitet i bestsellergenren og dens trang til at bringe den nutidige debat frem samtidig med, at den vil læses af flere mennesker end så mange som muligt.

Letbenet letlæselighed
Den eneste bog, jeg har læst af Liza Marklund smøg sig simpelthen ned. Det var læsning, der, på trods af en vis intensitet i emnevalg, virkede benløs. Selv på trods af dens manglende moral, noget jeg som anmelder ikke går op i på nogen måde… med mindre det synes at tvinge handlingen lidt for langt ud. De små indskudte sætninger om tilfældige berøringer imellem to kroppe holder læseren i et spændingsfelt, der blot venter på at blive udløst. Det fungerer på samme måde med den konstante benævnelse af kapitalistisk massekultur-symboler Det er sådan her Marklund skriver ind i det ubevidste, ind i lystfeltet eller underholdningsfeltet. Og læseren skuffes ikke men kommer heller ingen vegne. Alt det usagte virker som en optrapning af klimaks. Problemet er, optrapningen ikke er nogen virkelig stramning af feltet imellem nul og hundrede. Problemsfæren bliver ikke dybere og mere kompleks; som sådan er der ikke noget plot, der er ingen gåde, der er ingen ubesvarede spørgsmål… det er et klimaks, der blot venter. Det tænker ikke, det puster sig op og venter på at blive udløst ud i en tom tomhed.