Ole Rosenstand Svidts bog Indbrud blev rimelig hårdt anmeldt i dagbladene. Der var meget få positive betragtninger, og kyniske sætninger som: ”Men hvorfor skrive mere om denne bog?” (WA) og ”Er der noget at komme efter?” (KD) gjorde krav på sin tilstedeværelse uden at tøve. På den anden side kan Svidts debutroman se sig selv ”anmeldt” over stort set hele linjen. Berlinske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad. Det faktum understreger, at Svidts debutroman Indbrud samt forfatteren selv trods alt findes!
Det er kun Jyllandsposten, der ser det positive eksistere, sådan rigtigt. Anmeldelsen udtaler i titlen ”Sympatisk aahusiansk paranoia”. Anmelderen her roser romanens uhøjtidelige charme, men afskriver desværre sig selv ved at denotere kunsten: ”de forskellige metalag viser sig ikke at være andet end leg med sproget.” De tre af seks stjerne bogen tildeles, er da som regel også udtryk for en ikke-stillingtagen hos anmelderen, der heller ikke selv vil noget, hverken med sproget eller romanen. Det uhøjtidelige bliver ikke længere en modsætning til det højtidelig, men i stedet en havregrød, der har stået lidt for længe. Det er både synd for anmeldelsen, læseren (af såvel anmeldelsen som bogen) og romanen, der hverken bliver rigere eller fattigere.
Berlingske Tidende skriver meget kort, og med to stjerner tages der stilling, begrundelsen er at ”Svidt skriver slapt og bliver alt for snakkende” over sit ellers udmærkede tema. Det er en hård, kort og kontant anmeldelse, journalistiske betragtninger uden egensindig sproglighed, hvilket kan siges at være ok for smagsdommen. Anmeldelsen selv kommer lidt til at ligne en udmagret samana, der har mistet sit spirituelle skær. Jeg ved ikke… Det er mere en notits.
Weekendavisen har som altid sprogligheden med sig. Det folder sig desværre ud i nogle måske lidt for direkte, næsten for grove postulater, der på den anden side blot skejer ud som de vil. Her får både Svidt og Nulpunkt at vide, at det ikke er godt nok. Modsat Jyllandsposten er det her for kunsten og det gode sprogs skyld, at den lille smule ekvibrilsme, man møder hen imod den sidste halvdel af bogen, accepteres som den bedre(vidende) sproglighed. Den gamle strid imellem JP og WA om den folkelige og elitære litteratur dukker her op rent strukturelt. JP tilbeder fortællingen, der forsøger at fortælle om et større emne gennem en enkelt fortælling; fortællingen ophøjes til at give mening modsat banale og meningsløse sproglege. WA på den anden side lader sig først trække i smilebåndene idet, sproget udviser sproglighed, udviser smidighed og livsvilje i tekstkroppen om man vil.
Hertil lægger Kristeligt Dagblad sig ind under dem begge ved på den ene side at omtale romanen som ”flad og effektjagende”, hvorefter anmelderen giver sig til at tysse på de mange små undergrundsforlag, som Nulpunkt nok kan regnes med til. Der er heller ikke den store begejstring for Indbrud hér, men sjovt nok ytres den med en henvisning til de store forlags evne til at skelne den rigtig gode litteratur fra den ringere. På den måde kritiseres Nulpunkt indirekte, hvilket i sig selv er fint nok. Men at kritisere ”undergrundslitteraturen” og de ”små forlag” som sådan, det er i det her henseende for meget krydderi på bollen! Slet og ret uhensigtsmæssigt, problematisk. Det er netop herfra litteraturen kommer.
Et billede af virkeligheden
Svidt kan være godt tilfreds med antallet af anmeldelser. Som han selv siger, så skiller indbindings-layoutet sig godt ud i et eventuelt stort antal nye bøger på redaktionerne. Der er strid om spaltepladsen, og når man ikke er etableret, da kan man på ingen måde forvente at komme i aviserne. Alligevel er kommentaren i Kristeligt Dagblad tankevækkende: ”Når manuskriptets vej fra computer til bog overhovedet er relevant at tage op i en anmeldelse, skyldes det, at Ole Rosenstand Svidt ikke ligefrem er tilbageholdende med at lade sin fortæller spekulere i, hvordan det vil gå hans nye projekt.” Føler anmelderkorpset sig forpligtet til at tage genmæle? Det faktum at Svidt bruger navne, der tydeligt refererer til virkelige anmeldere, råber også da højt på en kommentar. Det nævnes i de fleste anmeldelser… men er det så nemt at få sin bog anmeldt?
Det ligner en form for begået hybris, når man ser på anmeldelsernes samlede smagsdom, at Svidt i fiktionen har gået og drømt om en stor kommerciel succes. Svidts debutroman Indbrud, har fået sig en ordentlig en på sinkadusen. Men det er nok, som man siger i den nye pædagogik for husmødre. Man må ikke sige: ”mor er ikke sur, hun er skuffet.” For i stedet for at tage del i barnet og hjælpe det til at rette sig ind i verdens normnet, så lades det op til barnet selv. Svidt har fået en reprimande, og nu er han så ikke i tvivl om, hvad han ikke skal gøre (hvad han skal gøre).
Det er bedre at kæmpe og dø ved fronten, end det er at sidde ved telefonen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar