onsdag den 13. juli 2011

Sommerdage: Anden skrivelse

Skrivelse 2
Jeg fik den fornemmelse af samlede-digte-udgaver, at de ikke gør noget godt for nogen. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan, at man ikke kan læse forskellige steder i en bog uden at tro, at det er en helhed - et samlet værk. Men på en eller anden måde synes det at være en kulturel forudsætning for bogmediet lidt i takt med den autoritetstro, man normalt har i forbindelse med trykte bøger. Problemet er, at hver enkelt samling mister sig selv i den samlede udgave. Nok får man øje på de gode digte, dem man selv kan lide og dem, der har almene kvaliteter. Men man snydes for den enkelte helhedsfornemmelse, der i og for sig hviler i samlinger. Og det er meget svært at få fat i en helhed i et bind samlede digte uden, at man har halshugget og skåret digteren til. Dermed ligger det naturligvis også, at det er umuligt at karakterisere nogensomhelst digter eller forfatter eller individ i sig selv. Det er en anden snak. 


Det er med digte, som det er med sko. I nyere skoforretninger er der en sko til en hylde. Sådan har det været længe, at digte får en side for sig selv uanset størrelsen. Det element forsvinder ikke altid i totalværker. Men det giver uden tvivl det bedste billede, hvis man gør med digte som med moden og ikke blander flere forskellige sommer- og vinterkollektioner sammen. Dét kan man ikke forestille sig kan hænge sammen; hvorfor kan man så det med digtene? 


Det er en skam, at digtsamlinger ikke købes af flere, at det ikke står anderledes til med salgstal... Men det gør det ikke. Når nogle alligevel tænker, at de burde give poesien en ekstra chance, så køber de den ene eller den andens samlede værker, og når det ikke gøres på samme måde som med S.U.T.s samlede værker, der blev udgivet i boks lige op til udgivelsen af hans nyeste udgivelse, som kom i marts, så får man stadig mange digte for pengene. Problemet er, at det aldrig har været poesiens pointe. Den har aldrig været nødt til at bruge mange ord. En enkelt enestående samling digte tager sig i stedet betalt for intensiteten af den tekst, der købes. 


Sådan er det med poesien... Og når digterne stadig laver i nærheden af fattigdomsgrænsen, hvis de kun lavede det, de var... så er det fordi folket ikke har forstået ideen omkring intensitet i blot et enkelt ord... Når det så alligevel ofte er tilfældet, at selv det enkleste ord rummer flere rum end selv den tykkeste roman, så er der ligeledes god grund til at undre sig gevaldigt over, hvordan det kan være muligt i den her virkelighed...???

Ingen kommentarer:

Send en kommentar