onsdag den 25. maj 2011

Cartesianske tankespor af virkelighed


"Begivenheden fandt sted en morgen under en af de forestillinger vi havde vænnet os til. Vi var nogle tusind fanger der stod stille på appelpladsen på vej til en almindelig kropsvisitation. Mit blik gled mekanisk over mod den høj der rejste sig ved siden af infirmeriet. Efteråret gjorde sit arbejde færdigt. Uden varsel væltede de store bladløse træer derpå ned over mig og rev mig med. Doras Helvede forvandlede sig pludselig til et Brueghel-billede hvori jeg blev gæst. Jeg blev grebet af en livlig begejstring, utvivlsomt befordret af den fysiske og mentale svækkelse vi befandt os i: fornemmelsen af at være undsluppet, som en røgsky kunne være det, for øjnene af mine enfoldige vogtere. Denne eufori var kortvarig. Den var imidlertid langvarig nok til at jeg magtede at udstå den kraftige byge af næveslag og kæbeknusende lussinger (endnu et tilfælde der viser folkesprogets overlegenhed over det akademiske ordforråd: "øretæver" burde det hedde) som blev mig til del da det blev min tur til at blive kropsvisiteret."

Sådan indledes Francois le Lionnais' Malerkunst i Dora, en malerisk cartesiansk lille tekst. Stykket ovenover kan imod tekstens poetik karakteriseres som det mest konkrete og virkelighedsnære: situationen er en mere eller mindre voldelig kropsvisitering af fangerne i en tilsyneladende fangelejr i Dora. Og her lader jeg mig i Lionnais' ånd rive langt væk fra, om der rent faktisk findes noget så forfærdeligt som en fangelejr i Dora, hvis det overhovedet kan kaldes en by. Som protagonisten i vores lille fortælling om malerkunst, lader jeg mig overvælde af kunstens universelle kræfter og driver ind i forestillingernes fantastiske verden – virkelighed. Om end ikke så stærk som tekstens to fortabte eller frelste sjæle, mærker jeg styrken i denne tro.

Det er fortællingen om at forestille sig verden frem for at sanse den. Med Lionnais' egne hentydninger til total-rationelle videnskaber som matematik, henimod optik (formodentlig den fornuftige og objektive modsætning til sansning) og en direkte benævnelse af "cartesianske koordinater", bliver Descartes cogito så nærværende, at det ikke er til at overse. Selv betvivler vores fortæller og protagonist sin hukommelse, men omtaler slet ikke den direkte sansning af kunsten, når den er til stede. Sanserne negligeres og får ikke lov til at være med i disse erindrede forestillinger. Værkerne synes at være kommet til ham apriori ved fødslen. De fleste som ser værkerne, synes alligevel ikke at forstå dem, skriver han et sted. Der, hvor båder teksten og jeg vil hen, er understregelsen af, hvor lille og ubetydelig den egentlige virkelighed (der hvor folk går rundt imellem hinanden) er, når den stilles overfor cogitoet – "jeg tænker, altså er jeg". Lionnais forestiller sig kunsten og forsvinder ind i dens virkelighed, som var det der, han i virkeligheden hørte til.

"Sten for sten byggede vi verdens vidunderligste museum. I den proces endte vi med at uddrage en enkelt detalje af et værk, undertiden to, som var uendelig mere klangfulde, tungere og retfærdigere – sandere end den elendige virkelighed der knuste os uden at overbevise os."


 

Malerkunst i Dora blev sendt til basilisk-bogklub-medlemmer i samme omgang, som disse modtog Det egyptiske mærke af Osip Mandelsjtam. Det var en lille bonus-tekst. Jeg er ikke sikker på, at den kan skaffes i butikkerne, ligesom det er gået op for mig, at der heller ikke rigtig er nogle boghandlere, der har Det egyptiske mærke stående på hylden eller Wlageret", som det uomtvisteligt hedder hos desillusionerede boghandlere, der ikke helt ved, hvad det er, man taler om. Kontakt derfor basilisk direkte (http://basilisk.dk/), det er både nemt at bestille fra hjemme siden og nemt at melde sig ind i bogklubben, hvor der vist nok er et fremragende tilbud til nye medlemmerJ


  

http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8791407613

mandag den 23. maj 2011

3461 Mandelshtam

Jeg glemte fortællingen om den planet, der er opkaldt efter Osip:-)

lørdag den 21. maj 2011

Et fugleøje, der svømmer i blod, har også sin måde at se verden på.


Mandelstjam skrev i 1928 Det egyptiske mærke, en kontroversiel lille udgivelse med stærke rødder i Mandelstjams eget jødiske ophav. Bogen er skrevet under bolsjevik-regimet med Stalin i spidsen. Censuren var hård og efter udgivelsen af Det egyptiske mærke var det umuligt for Mandelstjam at få nogen udgiver til at publicere ham offentligt. Teksten er en kritik af revolutionen generelt og foregår lige efter februar-revolutionen i et mere eller mindre kaotisk Sankt Petersborg. Derudover er bogen et sprogligt vidunder, der, på trods af at nogle kritikere hævnder, at Mandelstjam ikke kan oversættes, fungerer fantastisk på dansk.

onsdag den 18. maj 2011

Genopvågnen

Det har varet længe, usandsynligt lang tid, sådan har det føltes for mig som skriver. Jeg har savnet at skrive frit fra leveren, kan man vist godt sige:-) Nu genoptages endelig skriften her på bloggen!
I vejen har ligget eksamener af den ene og den anden slags. Jeg har de sidste måneder mødtes, i første ombæring, med de italienske futurister, de tyske nazister og en engelsk dystopiker også kaldet Huxley. I anden omgang stod den på et intenst møde med Nietzsche, hvilket mere eller mindre har gjort mig til nietzscheianer (hvis jeg da ikke allerede var det?). Et sidste møde med en kedelig videnskabsteoretiker trak og trækker stadig ud, og hvis jeg ikke tager mig sammen ender netop denne herre med at bede om endnu et møde! Men nok om det.
På trods af vedvarende tumult, har jeg alligevel valgt at genoptage læsningen af de værker som lever, samt formidlingen af disses karakter i sig selv, for mig og for en helt tredje kritiker. Det er et valg, der allerede har manifesteret sig rent kropsligt, der synes at være fremvokset et lille smil på mine læber. I trit med solens sommeragtige lysudsendelser, helt anderledes end dem i fjernsynet, er vi altså flere der lever op - ukrudt eller ej...
Nuvel, jeg er ikke sikker på, at der er flere læsere tilbage (hvis der altså var nogen før), men hvis der er, så giv da lige et pip fra jer. I alle tilfælde har jeg tænkt mig at skaffe læsere til netop den her blog. Jeg har på fornemmelse, at der er noget galt derude i virkeligheden, og det budskab skal med største alvorlighed sendes ud til flere, jo flere jo bedre. Hvad det helt præcist er, det er jeg ikke sikker på endnu, men jeg er sandsynligvis ikke den eneste, der bemærker uroen under stenbelægningerne. Måske ligger nøglen i den nye roman 7 Sydøst af Hanne Richardt Bech, som jeg efter mødet med futurisme, nazismen og Huxley i én virkelig ser frem til at få fat i.

For nylig sendte Basilisk-bogklubben mig to små fine værker, med ét duftede det af nyoversat udenlandske litteratur-perler.Yes Sir!
Den ene er Osip Mendelsjtams Det egyptiske mærke (1928), en underfundig og udfordrende størrelse, og den anden var en lille overraskelse fra bogklubbens side (noget man ikke oplever andre steder!) Malerkunst i Dora (1946) af Francois Le Lionnais. Denne sidste og meget lille tekst er værd at læse for sin fantasifuldhed både hvad angår sprog og fortælling.
Derudover gik jeg for et par dage siden ind i Løves bog- og vincafé og der snublede jeg over René Jean Jensens Jeg har planlagt at dagdrømme (2010) og Bukdahls 116 chok for sheiken (2001). Jensen er aktuel på digtersiden og jeg glæder mig til at bore dybere ind i moderne poesi, fra Gyldendals trykkerier ikke mindst. Bukdahl på den anden side, bliver altid anklaget for at være en forfejlet digter, men om det er grunden til den direkte eksplosive og idiosynkratiske anmelderstil, der er nu ikke bare et godt spørgsmål (jf. talemåden, der altid henviser til stilheden), men også et tilstedeværende spørgsmål!


Når fremtiden nu er varslet i en sådan grad, at den er kommet til at ligne fortiden, allerede inden den selv er, selvom den dog er i nærheden, kan jeg forsikre enhver om... når fremtiden nu er varslet, i en sådan grad, at den ligner fortiden, må der nødvendigvis også være noget nyt og spændende. For mens formålet med bloggen er at kritisere kritikere og til dels revidere smagsdomme, så foregår der en virkelighed omkring os. Derfor kan man måske genskrive navnet på bloggen: om kunsten om kunsten og kunsten og virkeligheden om kunsten om virkeligheden om virkeligheden. Efter min mening godtager alt for mange kunstnere, at litteraturens store svaghed er, at den intet har at gære med virkeligheden. For det har den fandenme, fra tid til anden på en sådan måde, at det snarere er kunsten, der er virkeligheden og virkeligheden der er kunsten. Det er nye (hvis det altså stadig er uklart;-)) er, at litteraturdebatter også får et spark over hælen, og hvis der slet ikke er nogen debat, så vil jeg forsøge at sparke den i gang, forfra eller bagfra; der skal bare være liv.