torsdag den 17. marts 2011

Læsegruppen Sundholm

Mandag aften mødte vi så de hjemløse i selskab med Mikael Bertelsen og den første litterære udfordring: Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal.Og netop dette værk var velvalgt til en let tilgælgelig begyndelse. Den store genkendelighed i det at gå samt Espedals egne alkoholproblemer blev læst og forstået med stor personlig indlevelse. Espedal bragte glæde ind i tilværelsen hos de fire af samfundet mere eller mindre udstødte. Én havde fået lyst til at arbejde, ikke mindst at arbejde sig fremad og ud af det hele. En anden følte sig pludselig på et positivt trin i sin "stigen ud" af sit alkoholforbrug. Her kom bogen til at symbolisere en mulig vejviser ud af forbruget. En objektiv vej.

Den rene litteratur var der dog ikke meget af. De personlige historier skyggede for det meste for denne front. Derfor er programmet, som de to idémagere også påpegede i artiklen i Information, ligeså meget en sociologisk skildring af, hvordan litteraturen inspirerer mennesket til at leve, som det er et litteraturprogram.
Det skal dog påpeges, at det ikke er de letlæste krimier, der står på programmet. Det er seriøs litteratur, Bertelsen og Brügger bringer ind i Sundholms læsegruppe. Det er ikke underholdningslitteratur, men litteratur der vedkender sig som litteratur og forsøger at være kunst. Det er bl.a. dette der gør programmet interessant. Læseren, hermed den hjemløse, udfordres helt ind i sjælen.

For den smagsdom den professionelle anmelder giver, er det et interessant supplement. Det er ikke et blindt købstal, der i sin omsætning angiver en objektiv dom over litteraturen. Nej, det er en samtale om litteratur. En samtale, hvor det ikke handler så meget om ren og skær underholdningsværdi, men om hvordan du oplever bogen.
Der tales i gruppen om godt og skidt ved bogen. Og når den personlige historie engang imellem falder lidt i baggrunden og giver plads til litteraturen, som den er i sig selv. Når argumenterne for det gode og det dårlige kommer op til overfladen gennem tekstpassager, der citeres på skærmen; lige dér opstår der en fin samtale om Espelunds roman.

Næste mandag skal gruppen tale om Lars Husums Jeg er en hær. En bog jeg forestiller mig bliver noget hårdere at komme igennem, hvis ikke for alle så for nogle af gruppens medlemmer.

fredag den 11. marts 2011

Litteratur for mennesket, der kun akkurat hænger sammen

En af de vigtigste litterære nyheder i dag har været bebudelsen om lanceringen af et nyt litteraturprogram på DR2. Programmet følger den læsegruppe Mikael Bertelsen og Mads Brügger startede op i oktober sidste år. Ideen var at skabe et alternativ til de ellers højtragende og totalanalytiske litteraturprogrammer på den dog begrænset brugerflade.
Og hvad er det så vi har gang i her? Jo, på mandag sendes programmet for første gang på DR2 kl. 23, programmet hvor fire hjemløse diskuterer litteratur.



»Jeg synes, det er noget underligt noget at sige, at fordi folk er hjemløse, så må de ikke medvirke i et litteraturprogram,« siger Mads Brügger. »Den typiske måde, tv skildrer hjemløse på, er, når de lige har fixet og ligger i en trappeskat, strippet for værdighed og uden at være klar over, at de bliver filmet. Vi behandler dem med respekt. Og desuden er deres anmeldelse af eksempelvis Suzanne Brøgger mere sandruelig og skarp end noget, jeg har læst af nogen i anmelderkorpset. De siger, det er ulæselig litteratur, der lukker sig om sig selv i en grad, så det er fuldstændigt uanvendeligt. De diskuterer og debatterer bogen på fremragende vis,«


Som man kan forstå på Mads Brügger, som jeg her citerer fra artiklen i Information, er der tale om en værdig og aktiv debat-serie, hvor den enkelte hjemløse som et individ har haft litteraturen inde på tæt hold. Og som umiddelbare åbne nulpunktslæsere (alstå læsere, der ikke har noget at miste og derfor heller ikke sidder fast i noget, noget sted) ser det ifølge reportagen ud til, at smagsdommene ændrer sig radikalt

Herfra hvor vi står nu, lyder det enormt spændende. Det er jo ikke litteraturvidenskab eller kunst eller æstetik, vi skal opleve i programmet . Det er ikke professionelle anmeldere eller folk der kunne gøre det ud for disse for tiden hårdt beskudte arbejdere. Det er mennesker, der skal diskutere litteratur gennemgående udfra deres personlige oplevelse af den med alt, hvad det så vil indebære. 
Her opstår litteraturen i praksis, det praktiske ved litteraturen - praktisk litteratur. Litteraturen bliver praktisk på den måde, når den bliver personlig, at næsten bliver terapeutisk. Der er selvfølgelig bare tale om, at bøgerne som det altid har været tilfældet, bliver læst. Bliver læst umiddelbart uden kompetencer eller forudgående viden. Men som Bertelsen siger noget i retning af, så ser man også, hvad den gør ved mennesket (som var den et afkog af Oje-træets udrensende eleksir fra den sydamerikanske mystik). For de hjemløse bliver den kilden til ny inspiration og ikke mindst omdrejningspunktet for et spind af nye historier. 


Hører man til dem, der generelt er stået af litteraturformidling på tv, fordi man synes, det er for opstyltet og kedeligt, er her en mulighed for at stå på igen. Læsegruppen Sundholm er nemlig et noget anderledes litteraturprogram. I løbet af de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger, de læser. For eksempel får gruppens eneste kvindelige medlem, Anita, aldrig læst Suzanne Brøgger færdig, fordi hun bliver slået ned på gaden, og gerningsmændene river hendes bog i stykker. Og under læsningen af Lars Husums Jeg er en hær folder Rahim sin egen fortid ud som børnesoldat i Uganda:

torsdag den 3. marts 2011

Kritikersalon #1 - Thomsen klassisk på 85 - Mads Mygind scratcher sig politisk munter

Inden skriften begynder, vil jeg advare om humbler og ujævnheder. Jeg kan simpelthen ikke skrive her til morgen. Det skyldes ikke at jeg kl. 7 sprang i Kattegat, men for lidt kaffe og for meget søvn. Den slags gør folk urolige!

Det var den nye samling digte fra Thomsen og debutanten Mads Myginds første rigtige udgivelse, der var under eftersyn i går aftes i Kunstbygningen i Århus. Det var den første kritikersalon ud af flere. Den næste finder sted i samme bygning d. 27. april, denne gang under overskriften "prosa".

I går aftes handlede det om poesien, og som eksempler var Thomsen og Mygind så bragt ind. Lynhurtigt fik panelet slået fast, at der hos Thomsen var tale om solide ørehængere, velmenende døbt af Dan Ringgaard som pop. Pop der kunne vinde ved en gang imellem at lade sig producere anderledes, gennem et andet filter, med fornyet lyd fremmanet i et andet studie end det sædvanlige. Det var dog ikke tilfældet med Thomsen, der i sin nye bog så at sige metapoetisk genskriver sit klassiske selv under mantraet (som min mor altid bruger) "Jeg havde nær sagt", hvor man så udtaler det ord, man var så "nær" ved at sige. Der er ingen udskejelser i Thomsens samling af oldermandsvisdom i aforistisk formfuldendhed, ikke noget der knækker, selvom han ofte lader som om, der er det. Altså er alvoren intakt hos SUT. Digteren, der i en mulig midtvejskrise, kommer til at tage alderen som et frit fald, hvis ende nærmer sig med foruroligende nærhed.

Mygind-delen begyndte vedvarende mere friskt med oplæsning fra digteren selv. Lydlige digte, det MÅ man sige. Da Mygind læste op, var det lidt som om digtene ikke kunne blive bedre. De virkede som fuldendte ungdommelige udtryk for en følsom men selvsikker bevidsthed.
Ikke destomindre skulle panelet her tale om en debut og havde altså ikke noget tidligere forfatterskab at forholde sig idiosynkratisk til - hverken på den ene eller anden måde. Og opgaven var straks svær og mere krævende  uden noget at holde i. Tejs Ørnsbo kom op som sammenligning, Lars Skinnebak, og der var i hvert fald blevet læst Laugesen. Men så var der ikke blevet læst nok Rilke eller anden udenlands rigtig god og stabil poesi. Det var tidstypisk og ungdommelig poesi. Ny tendens? En snert af politiske elementer måske overskygget af en gennemgående munterhed og en egensindig insisteren på blot at insistere. Og der var nok egentlig tale om en talentfuld digter, der muligvis kunne have mere at sige.

Arrangementet som sådan satte en erfaren digter, der ikke har udgivet digte i ni år, over en debutant uden noget særligt bagland og derfor også uden ståsted. I sig selv var det en underlig blanding af debat-emner, for de korresponderede ikke rigtig. Det lykkedes ikke panelet at forstå SUT udenfor sit forfatterskabs kontekst, som en af tilhørerne understregede, men var det overhovedet muligt? Når der står i aviserne, at Søren Ulrik Thomsen er en af danmarks største digtere, hvordan kan man til trods for pausens længde så læse "Rystet Spejl" (som samlingen hedder) uden "omslag"? Bukdahl mente, man ville have genkendt ham, hvis han havde skrevet anonymt... Jeg tænker, havde man så overhovedet ville udgive ham? For det er jo ikke nogen digterisk revolution Thomsen står for, snarere en klassisk tidsløs poesi for midaldrende mænd og kvinder.
Overfor Thomsen kom Mygind lidt til at stå i skyggen. Både fordi debatten hele tiden drejede ind på paradokset SUT - hvad er det der er så irriterende godt ved den her dig? Men også fordi der var tale om et andet niveau af digtning, en anden helhedsfornemmelse og ikke mindst en anden digtercyklus. En ny generation hvis anderledes rodløshed går til sagerne i et helt andet tempo. Lydlighed, tempo og beat. Mindre fast visdom, flere muligheder og en større verden. Nok er kvaliteten anderledes og mere ujævn hos Mygind. Men det skyldes bl.a. at man ikke endnu ved, hvad der skal ske, samtidig med at man ikke helt ved, hvor tingene kommer fra.
Hermed sluttes denne blogpost midt imellem ny og klassisk poesi