fredag den 4. februar 2011

Mogens

Postvæsnet, universitetet og internettet har tilsammen været skyld i, at jeg ikke har fået læst, det jeg skulle i den her uge. Det betyder, at der ikke kommer en anmeldelse i denne her uge. I stedet, og det kan måske være lige så godt, har jeg læst J.P. Jacobsens første novelle fra 1872, og der fandt jeg ikke helt uinteressante ting og sager!
Novellen - skriften eller teksten af Jacobsen rummer adskillige skønheder. Efter endt læsning havde jeg glemt begyndelsen på novellen, og derfor bladrede jeg tilbage til de første sider. Når Jacobsen nu har det omdømme, han har, som danmarks gamle originale skildrer af naturens væsen i levende live, så er det ikke noget nyt, at han leder fortællingen ind i manegen med en naturskildring. Men som han kan skrive det. Prøv engang at læse højt fra første blad:
"Sommer var det; midt paa Dagen i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel paa Harmoni, der var mellem den ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker." osv.
Sådan flyder det videre nogle sider, hvor teksten så pludselig udbryder "Og saa Mennesket under Egen". Og så mennesket! Mennesket træder ind i historien med Mogens, der ligger under egetræet, da regnen begynder at skylle, og han begynder at synge. Han bliver opdaget, følger efter beskueren, som han senere gifter sig med osv osv. Mogens skal igennem meget i livet, og han skal se det meste med åbne øjne, føler han selv. Bare han dog var blind som alle andre, de lykkelige.
Det er fint nok at følge Mogens, hvis liv går op og ned i dybe svingninger af lidenskab. Ligningen finder sin balance, det er fint nok. Og det er sjovt at bemærke, at tiden var en anden, dengang Jacobsen skrev - jf. : "Endelig blev det for koldt i Værelset, han sprang op og gik trampende frem og tilbage for at få Kulden bort." Det er fint og sjovt at læse sig ind i en anden følsomhed, i en anden tid, med en anden historie og nogle andre forhold, men det er ikke just det, det giver den største begejstring, og det som gør, at man kan sige, Jacobsen stadig er læselig i dag. Læs det følgende citat med den handling in mente, at Mogens er klatret ind i et brændende hus, væltet omkuld af Vekselbjælken og befriet fra bjælken og døden af en brandmand, han så slår ned med en lægte, fordi han tror, han vil ham ondt. I den kommende scene, farer han ud i mørket for at slippe væk.
"Dyb Sne allevegne, lidt borte en sort Plet, det var en Grusdynge, der ragede op over Snelaget, han huggede efter den med Lægten, huggede igen og igen, blev ved med at hugge efter den, vilde hugge den ihjel, så den blev rent borte, vilde også løbe langt bort, løb saa rundt om den og huggede efter den som rasende, den vilde ikke, vilde ikke blive borte, han slyngede Lægten langt bort og kastede sig over den sorte Dynge for at gøre det af med den, han fik Hænderne fulde af Smaasten, det var Grus, det var en sort Grusdynge: hvorfor laa han ude paa Marken og rev i en sort Grusdynge?"
Vildfarelsen er sproglig så vel, som den er knyttet til situationen. Sproget beskriver en forvirring hos et menneske, der er ved eller allerede er blevet sindssygt. Mogens har mistet alt og flyttes på den måde udenfor alle grænser og love, famler lovløs omkring i mørket, og han kan blive angrebt af alt og alle, tilmed til alle tider. Det er naturen, skyller ind over den del af mennesket, der er civiliseret. Og når den fortolkning så har forpulet skønheden i tekststykket, må jeg understrege, at for at genfinde skønheden, så læs stykket højt for din medlever (om det så er en kvinde, en mand, et kæledyr eller blot en tallerken eller et te-krus). Autenciteten er så sikker som noget i dansk litteratur, og grusdyngen der giver Mogens småsten under neglene, dukker oprigtigt og pludseligt op i mørket som grusdynge - en virkelighed der sætter virkeligheden i relief.
På vej gennem novellen må man bane sig udenom pompadurer, maintenoner, cendrillon, tjørnehække, sølvpopler og vinteræbler osv. Ord der beskriver landskabet, men som også er et landskab i sig selv. Et tekstlandskab af ord og sætninger der skal bestiges. Ord hvis betydning måske er en lille smule uklare, end de engang var, men som måske også har en nyere og mere eksotisk betydning. I hvert fald er det fremmede hos Jacobsen både gammeldags og afsindigt interessant.
Find frem, og læs!
På http://www.kalliope.org/vaerktoc.pl?vid=jacobsen/noveller ligger alle novellerne fra J.P. Jacobsens eneste novellesamling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar