mandag den 28. februar 2011

Fåret metafor bræger Bredahl ud på sit eget praktiske sprog - barnet vil bare snakke...

Den nedenstående blogpost er fra Lars Bukdahls blog (blogdahl), og den svarer efter min mening udemærket igen på Bjørn Bredahls lidt platte kommentar til debatten i lørdagens Politiken. Hele Bjørns artikel er skrevet over en børne-opdragelses-metafor, hvor Bukdahl tilsyneladende er det barn, der skaber sig mest højlydt, og som faktisk ville have godt af den røvfuld IM tidligere lovede ham. 


Og nok er det rigtigt, at Bukdahl befinder sig som en stærkt offentlig person i litteraturverdenen, men råber han højere end andre eller trænger han blot sprogligt bedre igennem? 
Gentagende gange læser jeg Bukdahl understrege, at han bare vil snakke litteratur. Måske føler Bukdahl sig overset, og i den forstand har Bredahl måske lige nøjagtigt ret i sin metaforiske pludre-stige. Men det er bare ikke en ny ble kritikeren Bukdahl mangler. Det han mangler, er nogen at snakke med. Og det afspejler litteratur-debatten i Danmark alt for tydeligt. I stedet for at diskutere virkeligheden som foranliggende, er folk i stedet begyndt at kaste med den. Ellers er det som om folk er bange for at sige noget af det, de mener om litteraturen...

Bjørn

bræge. verb. -r-de-t/ 1. frembringen af lange, høje lyde som et får el. en ged. gederne bræger - et brægende lam. brægen/ synge på en langtrukken og uskøn måde. koret blev ved at stå og bræge. brægenbræg-e - et fællesnordisk lydord besl. m. norsk breke, svensk bräka; muligvis besl. m.brag
dal 

Anm. Et par dage - Lars Frost

På kontoret står gudinden i flodmundingen alene på sin ø

Jeg har de sidste to uger gået rundt med Frost i tasken, været lidt i Skagen eller New York, Berlin eller Paris, hvorfra forfatteren til Et par dage skriver. Og hvor har det været en behagelig og interessant rejse. Måske var det ikke sindssygt opsigtsvækkende de første par dage i rejsemaskinen, men jo længere man kommer ind i projektet, jo mere føler man for det.
Der er tale om en i byer afsnits-opdelt digtsamling - Skagen, Californien (by?), New York, Boston, Berlin, København, Stockholm og Paris, som man skal læse sig igennem på langs (i stedet for på højkant) i den nævnte rækkefølge. Siderne er gule, og hver gang man kommer til et nyt sted, så dukker der et miniature-kort op over stedet.
I sig selv er det en fordrejning, der måske kunne irritere nogen, men som jeg har nydt hele vejen igennem som noget forfriskende og anderledes. Ligge-formatet giver digtene god plads uden, at det føles som for meget, selvom der ofte er en hel side blank. Men mest de små kort kommer til sin ret, når man som en turist iblandt tekst-stykkerne drejer bogen lidt til den ene og den anden side for at finde det rette perspektiv.
Det anderledes format, der fungerer upåklageligt, er tilsyneladende en effekt af, at bogen er udgivet i samarbejde med Foreningen for Boghaandværk.

Jeg læste et eller andet sted (Stefan Kjerkegaards blog, Den lille litteratyr, måske) at den danske nutids-litteratur var blevet meta-digtning på den måde, at den refererede til sig selv og en lille lokal kreds omkring sig, men ikke rigtig kom på intertekstualitets-niveau med resten af norden såvel som verden. I Et par dage kommer Frost ikke blot rundt til otte forskellige steder i verden rent fysisk. Samlingen er ligeledes et konglomerat af de indtryk Frost samler op i arkitekturen og på de kunstudstillinger, han besøger på rejsen. Indtryk der bliver til fortolkninger, indlevelse og omtanke. På omslagets inderside er en kortoversigt over de steder, digtene har rødder, og hvor sindets dvælen blev til mere end blot en dvælen.
Her er et af digtene fra New york:

Guggenheim, Manhattan, 2005
Under alle omstændigheder skete det hen under
aften. Vi var fanget i et uvejr på en båd i floden. Roret
havde sat sig fast, og mens vi ventede på båden, 
der skulle komme og bringe os i land, beundrede vi
lynene på himlen inde over Jersey. Kældrene fyldtes, 
gaderne stod under vand


Det er ikke helt tydeligt, hvor digteren befinder sig, om det er en impressionistisk/ekspressionistisk indlevelse i et billedet på kunstmuseet i NY, eller om vi er på søen? Er det fiktion eller fiktion i fiktion? I Boston bliver det lidt tydeligere, da der står: "[...] Vi må ikke røre hendes/kind. Hendes søstre har set os". Eller et andet tekststykke, fx i denne dialog med maleriet:

3
Gift os bort


Nu spirer alting bag det matte blik
under den mørke pande


(Piger med øjne som
kaffepletter på en hvid dug
en sommerdag
i skyggen
af et æbletræ)


Herlige linier i og udenfor den parentes! Hele samlingen kan læses som korrespondance med kunstmaleriet. Den rejsende kommer til et nyt sted og besøger dette steds kunstmuseum som en del af turismen, en turisme der har lidt af den der guide-bogs-syge, men mest af sig selv og sine længsler. Personligt læste jeg en stor del af bogen på Aros i Aarhus (Århus), hvilket virkede stimulerende og gjorde, at både malerkunsten og digtene blev mere levende.

En anden vinkel som gennemgående tråd er ensomheden. Det er som om der skulle eller kunne have været en kvindelig rejsekammerat, én der sjældent er der, men som kunne have været der. Som når mødet med storbyen bliver uoverskueligt eller ubehageligt, som her i  Berlin: "Jeg kunne ikke spise mere og smed den sidste stump/af en kedelig sandwich i en skraldespand. Jeg bryder/mig ikke om den her by. Den har ingen etisk karak-/ter, kun æstetisk tvetydighed. [...]"
Lars Frost er mester i at bryde linierne på en underfundig måde. Bindestregen synes at være en væsentlig del af hans linieskift. Af og til opstår der dobbeltbetydning eller modstridighed i den stående linie. Det gør at digtene, der på mange måder kommer til at ligne små prosastykker, insisterer på at være digte. Digte, der er sine egne, sat op med lige eller ulige marginer udfordrende syntaks.

Slutteligt en fanfare:

Ang.: Johs. V. Jensens antropologiske notater fra et sydende Mantattan

1
Hun lander og finder sine ejendele ankommet


Der var et par tidlige forårsdage i New York i februar, børn
med hoveder store som honningmeloner i gaderne, og fjernt fra hverdagen
på kontoret står gudinden i flodmundingen alene på sin ø


Amerika lægger sin skæbne i Guds hænder


Der er så meget, man kan gå glip af. Her er
vidunderlige muligheder for at fare vild og finde hjem


Her er vanvittig glæde og besværgelser
Hvis - så - aldrig - mere - igen


De lukker museet for moderne kunst i mange år
for at bygge det større og mere tidssvarende


Tidssvarende vil sige en evne til at omfatte alting


De vil sætte ild til alting, hele verden
alt det deres fødder ikke tynger med vægten
af deres egen krop, og glemte alt om den


Jeg drømte uanstændigt i nat


Pornoblade og chokoladestænger





http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8702046636

fredag den 25. februar 2011

Stem! Debatten bobler ondt ulmende klar til kritiker-eksplosion

Og Jens Christian Grøndahl melder sig på banen, ikke som fredsmægler, men som IM's kumpan der påny skubber gang i debatten om litteraturkritikken i Politikens spalter. 

(Jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på den stemmeboks, der befinder sig i højre side af bloggen "På hvis side er du?". Læser du dette, så smid en stemme!)

Tilbage til debatten! 
Grøndahl mener, at de tørre tæsk IM lovede Bukdahl, oveni andre farverige indlæg, har fjernet opmærksomheden fra det essentielle - personforfølgelsen. Dog skal det bemærkes, at IM nok ikke havde så meget mere i sig, der ville adskille sig fra de andre møgfald a la ildspydende drage. Når Bukdahl så vælger at tie og se bort fra skriftlige voldstrusler, så må debatten falde lidt til ro.
Ikke desto mindre bringer Grøndahl nu gryden i kog igen med "personforfølgelse". Han er endnu en forfatter, der føler sig trådt på i den offentlige dagbladskritik. Selvom den store kritiker-synder stadig er Bukdahl, nævnes dog andre navne som Erik-Skyum Nielsen, Mai Misfeldt og Erik Svendsen. Grøndahls udgangspunkt er Misfeldts udtalelse: "Jeg forstår godt, at det kan være ubehageligt for en forfatter at få en dårlig kritik, men det er nu engang vilkåret, når man synes, verden skal forholde sig til ens værk." (Misfeldts definition af lit.krit.: "En litteraturkritikers læsning er et tilbud om en tolkning og en vurdering af et givent værk.")
Grøndahl mener, at forfatterne er indforståede med forholdene. Det er i virkeligheden et knaldtilbud, det der med litteraturkritik... men litteraturkritikeren skyder for ofte ved siden af målet og rammer manden i stedet. Og her har de institutionsløse (J.C. Grøndahl) forfattere ikke nogen, der kan tage kampen op for dem, end ikke forlæggeren. 

Der er uden tvivl tale om et dilemma, selvom nogle sparker hårdere til bolden end andre. Hovedsageligt synes jeg ikke der er noget galt med kritikken. Jeg synes det er ok at nævne navne på forfattere i både positive og negative sammenhænge, som sammenligningsgrundlag og for at belyse holdninger og meninger. Det skal holdes in mente, at der er tale om forfattere og ikke personer - personaer, ikke rigtige personer (Lars Bukdahl også understreger). Ligeledes er kritikken åbenlyst og bogstaveligt bevidste om disse eventuelle idiosynkrasier. I sig selv er idiosynkrasien et element i anmeldelsen, der bør undgås. Men eftersom der er tale om en rumlig og ikke kun tidslig verden, kan det ske, at man som menneske støder ind i den samme ting på en irriterende måde konstant. Samtidig skal det stadig holdes in mente, at idiosynkrasier overfor personaer, fortællere, men også plotstrukturer, bestemte ord, vidunderbørn og alt muligt andet, ikke er personlige. 
Fra forfatterens vinkel skriver Grøndahl: "Egentlig har man slet ikke noget at stå til ansvar for, medmindre éns bog er injurierende overfor navngivne personer", og her synes jeg desværre, han begår en voldsom fejltagelse.  For det kan godt være, at forfattergerningen ikke direkte har noget ansvar overfor samfundet, overfor loven. Det er heller ikke herfor den vurderes. Kritikeren ser snarere efter litteraturen som et stykke kunst, og hvis denne anmelder gentagne gange ser det kunstneriske forsvinde ud af det stykke sproglige kunst, litteraturen er; hvordan skal han så forholde sig til denne "fiktive direktør for skriveværkstedet J.C. Grøndahl" - forfatterens persona (som muligvis markedsføres gennem billeder og personlige reportager)??

Erhvervet som forfatter er et følsomt erhverv. Man blotter sig (åbenbart uden at gøre det for noget eller noget eller noget andet???), hver eneste gang man udgiver et værk. Den første utvetydige anerkendelse er forlæggerens køb af manus... men derfra er man på egen hånd overfor hver eneste kritiske kritiker, man møder på sin vej. Måske skulle forfatterne samles i et parti??

torsdag den 24. februar 2011

"Det ville være bedst for kunsten" (??)

»Men jeg mener stadig, vi har et patriarkalsk efterslæb i den litterære verden. Og der er stadig klart flest mandlige forfattere. Når I laver undersøgelsen igen om ti år, kan man håbe, at det er hip som hap på alle parametre. Det ville være bedst for kunsten«.

Sådan citeres Lotte Garbers, der er formand for Dansk Forfatterforening, i en artikel i Politiken d. 21. februar 2011. Hvad jeg undrer mig over er, hvordan hun kan udtale sig om kunstens velbefindende i forbindelse med en ligestillingsproblematik, der i følge artiklens hovedfokus ikke rigtig findes længere. På top-10-listen over hvilke forfattere, der får flest støttekroner er 8 af 10 kvinder, og der er altså ikke et ligestillingsproblem på lige fod med det, man tilsyneladende støder på i den mere tunge ende af erhverslivet. Der er som sådan ikke nogen urimelig forfordeling af løn og salær, priser, legater og bibliotekspenge.
Problemet for Garbers (og for kunsten??) er, at der ikke er lige mange kvinder og mænd, der skriver... giver det mening?
Kunsten handler jo som sådan ikke om beskæftigelse. Den handler om virkeligheden. Og når vi taler om kunst, så handler den jo praktisk talt mest om sig selv. For kunstens er det ikke om at komme nogen vegne men blot at være indenfor eller udenfor betalingsbalancen - det handler om at være (hverken kvinde eller mand), blot at være. At være, leve og dø, fødes, vokse, ældes, modnes og forgå, genopstå  på må og få under en uendelig stjernehimmel i og udenfor tid og rum. Kunst er kunst. Kunst er for alle, kvinder og mænd. Kunst er kønsløs og upåvirket, ustyrlig og ufremtvingelig.

Kunsten er en transvestit, der kan og gør alt i en ubestemmelig enhed. For kunsten er det det samme, om den i mørket havner på mars eller venus...

mandag den 21. februar 2011

Glemmer kritikerne at kritisere sig selv?

Al det hurlumhej med Ib Michael stødte jeg kun på én gang her i weekenden, nemlig i Politikens lørdagsavis. Jeg købte egentlig avisen på grund af bogtillægget, men der var imidlertid ikke meget at hente til debat-fløjen. I stedet var det i kultur-sektionen, at der var en hel halv side, hvoraf Bukdahl i billedform fyldte halvdelen af artiklen. Efter min mening var artiklen dog noget værre vrøvl og fuldstændig blind over alt det, har hele ugen har foregået bl.a. på Bukdahls egen blog (blogdahl).
På mange måder er situationen med anmeldelser den samme som situationen med lydbøger. At der dukker gratis lydbøger op på internettet, indlæst af almindelige mennesker verden over, er ikke nogen trussel for forlagene, der sælger lydbøger på de samme præmisser som før. Når Ib Michael har set den nye unge generation af "anmeldere" anmelde bøger på youtube og anbefale bøger over facebook, så er det ikke andet end en tendens, der opstår på grund af, at mediebilledet gør det muligt. Det er og bliver aldrig et udsagn om, at vi snart ikke har brug for de gammeldags anmeldere i dagspressen, anmeldere der véd hvad de taler om, fordi de har læst og læst og læst, reflekteret og læst videre.
Artiklen i Politiken stiller sig ukritisk overfor Ib Michaels artikel, der blev bragt i selvsamme avis for godt tre uger siden (sortkrudt). Deroveni sluttes artiklen af med at henvise til anmeldere, der har svært ved at skelne imellem tre nævnte lag i anmeldelsen, nemlig et fagligt kritisk, et smagsvurderende og et personligt subjekt stilplan. Ansat på center for verdenslitterære studier ved Århus universitet Jørn Erslev Andersen citeres for dette og for at "de unge anmeldere godt kan være lidt langt ude med riven og for hurtige på aftrækkeren", men gennemgående synes artiklen at trække på for mange kilder og for lidt indhold. Springet til interviewet med Jørn virker umotiveret og kommentarerne virker overfladiske og som taget ud af en kontekst.

At litteraturkritikeren glemmer at kritisere sig selv, det kan måske godt være. Ikke desto mindre er og har det ikke været anmelderens opgave at "please" forfatteren. Anmelderen er en smagsdommer, vær venlig heller ikke at læse indkøbsguide ind i stillingen kritiker eller anmelder. De personlige og subjektive lag i anmeldelsen er af aller største vigtighed, ikke fordi de som sådan er med til at retfærdiggøre smagsdommen, men fordi de giver sagen klangbund og farve. I samme omgang er den rene subjektivitet med til at skabe den rene identitet, anmelderen som person. Fordelen ved anmelderiet er, at denne gerne må eksistere side om side med det værk, denne anmelder. Hvad der ligger til grund for journalistikken, nyhedsdækningen og virkelighedsbeskrivelserne, nemlig et krav om objektivitet, dét ligger ikke på samme måde til grund for genren anmeldelse. Før at anmeldelsen nemlig kan bære noget med sig og adskille sig fra, hvad den var i 1700-tallet (altså blot en an-meldelse af en bogs ankomst), bør den personligt selv tage stilling. Denne tagen stilling kan som sådan ikke annulleres, men højst kritiseres gennem argumenter, der ligger op til saglig debat...

For tohundrede og halvtreds år år siden mente folk som Holberg og andre, at kritikeren ikke måtte kritisere noget så personligt som et kunstværk. Han måtte kun rose dette. Men ikke desto mindre har tingene forandret sig gennem tiderne. Kritikeren er til for at korrigere forlagene, fortælle dem og folket, hvornår der er tale om kunst og hvornår der ikke er tale om kunst. Og hvem skal så anmelde anmelderne udover mig? Jo, det gør køberen jo inddirekte gennem sine købshandlinger. Han kan vælge at lytte og forsøge at åbne sig for det kunstneriske i litteraturen, eller han kan vælge at lade sig underholde - at købe de mindre kunstneriske men flotte fortællinger om mysterier i den ene eller den anden afskygning.

fredag den 18. februar 2011

Rothstein anmelder Hejlskovs/K.L. Smiths roman-debut

Jeg læste her til morgen Rothsteins anmeldelse "Mening efterlyses" i Weekendavisen - en anmeldelse der forsøger at forholde sig til Ide Hejlskovs debutroman "Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman". Artiklen begynder således:

Ide Hejlskov er forhenværende litteraturanmelder ved diverse aviser og nu debuterende romanforfatter på et nystartet forlag, Autre, der kalder sig Forlaget for utilregnelig litteratur. Forlaget vil kun udgive »utilregnelig litteratur på utilregnelige præmisser«, og med til utilregneligheden hører så, at Ide Hejlskov »af praktiske årsager« er et pseudonym for bogens egentlige forfatter, nemlig K.L. Smith, der ifølge pressemeddelelsen også ejer og bestyrer forlaget. »K.L. Smith«, ja, så tror vi på den ...

Hvad jeg er ude efter i anmeldelsen, noget der tydeliggøres i citatet, er anmelderens manglende engagement. Anmeldelsen har for det første ikke meget spalteplads at gøre med. Derfor burde en given kritiker spørge sig selv, hvordan han karakteriserer bogen bedst. Kan og vil han gøre bogen den tjeneste at forholde sig overfor dens mulige labyrintiske og umulige opbygning åbent og engageret? Eller vil han gøre som han plejer, skrive kort om forfatteren, projektet i et eventuelt forfatterskab, kommer med et resumee (der som regel løber over bægeret og tager det meste af resten af anmeldelsen) og så til sidst komme med en kort og personlig præcis smagsdom?
Det jeg er ude efter er, at det som kritiker er for sløvt af forholde sig til kunsten på en sådan måde, som at skrive "ja, så tror vi på den...". Det er passiv og snobbet kritik, en barnlig irritation og hjælpeløshed over, at man ikke kan finde hoved og hale i forløbet. Rothsteins skitsering af projektet er såmænd fin nok, indtil den igen bliver irriteret over, ikke at kunne gengive navnet på den organisation der efter romanens pålydende skulle overvåge os alle sammen. Det irritationen står i vejen for, er den rene vare, citatet der giver læseren muligheden for at læse et stykke udsnit af røgsløret roman selv.
Det er altså ikke Rothsteins kritiske holdning overfor handlingsløs/meningsløs litteratur, jeg med sikkerhed er uenig i, men hans måde at behandle den på. Det er ikke hans smagsdom, smagen eller Rothstein selv, men hans utydelige engagement i litteraturen, der ikke synes at ligne "en stor fortælling".
Det er nemlig ikke sikkert, at manglende handling/mening er udtryk for manglende mening/handling. Manglende forståelse er derimod altid udtryk for manglende forståelse... er og det er fair nok.



tirsdag den 15. februar 2011

Hallerne i Hallerne, se mig nu! Jeg er en hal

Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider

Josefine Klougarts anden roman "Hallerne" har potentiale men behøver samtidig sin tid. Her er ikke tale om en dans på roser for den læser, der beslutter sig for at give sig i kast med romanen, der denne gang er mere roman end sidste gang, men som alligevel rummer så meget andet. På bogryggens foldeside karakteriseres Hallerne som:
"en lyrisk undersøgelse af et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. København står som kulisse, historiske bygninger, tømt for mennesker, men med en påtrængende understrøm af natur. Fra en bar over for kastes blikke mod den scene, som parrets lejlighed bliver. Blikkene - publikums, mandens og kvindens - tegner et rum. Et rum for udforskning af begær og kærlighed, magt og ydmygelse - dét at se."
- en karateristik, der i mine øjne fatter teksten meget godt i korte vendinger. Efter endt læsning er der dog alligevel så meget mere, der rumsterer. I forhold til "Stigninger og Fald" vil og gør Hallerne noget mere. Helheden er kompakt, intensiteten er krævende og læsningen lægger beslag på tankerne. På mange måder er der virkelig tale om en undersøgelse, observationer, der ikke kan lade være med at gøre sig indsigter, der lugter af sandhed og skæbne.

Anmelderne
Holdet af danmarks dårligste læsere, som Ib Michael kalder dem, læste og anmeldte Hallerne til udkommelsesdatoen d. 28. januar. Og hvor disse overfor Stigninger og Fald alle sammen stod lidt på et ben, ser det lidt ud som om, anmelderkorpset er ved at tage stilling for alvor. May Schack, der bl.a. forholder sig til Klougart igennem J.P. Jacobsen, synes at befinde sig ganske godt med den klougartske ord-stil og kan godt abstrahere fra den manglende handling til fordel for de kunstneriske niveauer i sprogets udfoldelse. Klaus Rothstein på den anden side, dømmer Hallerne til at være sanset skønskrift uden tydelig handling og betegner problemerne fra Stigninger og Fald (manglende handling og to-tre billeder fremfor ét) som blivende et varemærke for Klougart. Per Krog Hansen fra Berlingske siger meget rammende, at der ikke er tale om lystfuld læsning, men understreger at han alligevel lod sig drage. Det indholdsmæssige der præsenteres af sproget i Hallerne, er, sagt på en anden måde, krævende at overkomme 176 sider igennem.
Som altid er det forfriskende at læse anmeldelser fra Kristeligt Dagblad. Anmeldelsen tituleres ang. Hallerne som "Ikke dyb nok", hvormed det bliver den eneste anmeldelse, der går direkte i kødet på indholdets kerne. Det bemærkes også af Juhl Rasmussen, at det virker som om, forfatteren er tættere på kvinden - et udsagn jeg ikke vil komme længere ind på. I stedet synes begrebet "den moderne mand" at snige sig ind på mig. Når det kommer til manden er Klougart måske en lille smule konkret, mens kvinden hovedsageligt karakteriseres som et eller andet i forbindelse med en hal, hallen eller hallerne - kvinden som et rum-begreb...
Skelnen mellem form og indhold var i Klougarts debut måske ikke så påtrængende, da der på mange måder hovedsageligt var tale om en sproglig (dog ikke indholdsløs) sammensyning af erindringer. I Hallerne derimod er emnet mere påtrængende. Det er mere ubehageligt at konfronteres med, manden såvel som kvinden rammes. Derfor synes Kristeligt Dagblads vinkel mere velkommen, omend der denne gang ikke er tale om nogen "afgørende indsigt" i romanen.
Jeg får øje på en tendens i segmentet af anmeldere. Det er betydning, der er det helt store. Og midt i krimi-hedens forhåbentlige aftagen, får jeg øje på en bestemt kommentar i Klaus Rothsteins anmeldelse, der irriterer mig grænseløst. Jeg citerer og markerer:

"Hallerne er altså både billedet på lejligheden og personerne, og symboler på den destruktive seksualitet, den følelsesmæssige tomhed og brutalitet og de kuldslåede mentale tilstande, som manden og kvinden befinder sig i. Den kode er det ikke svært at bryde. Men der er så lidt handling og så mange haller, at man bliver overfølsom, og begynder at registrere dem. Dermed bliver romanens bærende symbol reduceret fra noget originalt til noget anstrengt."

Fremstillingen af Hallerne som en kode der skal brydes, er efter min mening en snæver og naiv værklæsning. Noget af det skønne ved Klougart er jo netop, at hun ikke begrænser sprogets betydninger, at betydningen ikke står klart, at der ikke er noget plot, at der ikke er nogle der er døde og andre (incl. læseren) der skal opklare mysteriet og at der ikke er tale om nogen krimi. Set i det lys, er der heller ikke noget, der skal gemmes. Der er ikke noget i teksten, som læseren ikke må registrere. Teksten kan ikke ødelægge sig selv, den er snarere sig selv. Det er måske også derfor, at Erik Svendsen skriver, at der vil blive skrevet universitetsopgaver om Klougart i de kommende år. Værket kalder i sin kompleksitet på denne form for granskning, fordi der er en selvstændig hedhed i teksten. Man kan ikke skrive en bog som Hallerne udfra en spændingskurve, og det bliver nok ikke lige med det samme, at skrivekurserne udbyder kurser som: "Lær at skrive dine erindringer i et lyrisk indfølt tempo med passager der galloperer som hvaler og smyger sig hen ad jorden som bladmyrens grønne bladstump."

I Hallerne
I stedet for er Hallerne et ret så eksperimentielt sammenstrikket værk, der leger med vinkelskift både i forbindelse med læseren og et fiktivt iboende publikum. For det første er der manden og kvinden. For det andet er der menneskeflokken på baren eller cafeen overfor lejligheden, for det tredje er der en fortæller og for det fjerde er der læseren. Overfor en perspektivrigdom er en af sandhederne i Hallerne, at vi aldrig sanser eller erkender kollektivt, kun den individuelle opfattelse af verden kan begrundes. På den måde er de forskellige perspektiver vigtige for læseren, en demonstration af at virkeligheden er subjektiv erkendelse og ikke altid den samme. Ligeledes er de med til at belyse den fremmedhed der opstår imellem manden og kvinden.
"Manden presser hendes ansigt ned i puden. Kvinden løber som ild gennem hallerne./Hun er ganske stille./Der er ikke en lyd foruden den, han laver med sin pik og cremen [...] Søde lille, siger manden./Der er hele tiden den lyd fra hendes våde skede. Lyden af ham, støvler gennem næsten sort mudder. Stille, siger manden. /Stille nu. Hendes mund står åben ned i puden, og hendes hals er et rør, der fører direkte ned i hendes lunger. [...] Hendes krop koger under tryk, alting mørnes hurtigt. Hun sukker, men stønner. [...]// Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. [...] Kvinden tænker tilbage på dét forår. Det, der fulgte den våde sommer og den korte vinter. [...] //Da manden er færdig med kvinden, stiller han en spand på gulvet ved siden af sengen. /I hendes side./Kvinden hører en spand blive sat på gulvet ved hendes side. /Lyden af en metalhank, der rammer plasticspandens side./hun hører ham stille en spand på gulvet ved siden af. Tæt ved hendes mund. //Hun hører hans hænder rode i en kvindes hår. Det kan være hendes eget hår. Det tænker hun. Kvinden i sengen."
Sådan forløber første del af bogen, med at manden fylder kvindens haller, mens kvinden er i fabrikshallerne og templet, og manden igen er et låg eller et tag eller noget andet i forhold til hallen, kvinden og virkeligheden imellem manden og kvinden. Manden skildres som simpel: "Manden kan tale, og han kan lytte, men umuligt samtidig." og brutal: "Manden forstår, at hans fabrik også er et tempel, han ser også, hvordan væggene styrter, idet han kommer oppe i hende." Hvorimod kvinden er rummelig, skrøbelig og kompliceret, et følsomt væsen, der kan rumme andre mennesker. I den første del af bogen er hvert andet stykke en beskrivelse af Københavns by. I de hede direkte beskrivelser er de en lettelse for læseren, en god afveksling, men kan også ses som endnu et perspektiv på seksualitetens undersøgelse og ikke mindst som en sidebemærkning eller en understregning af det rumbegreb Hallerne på mange måder også er.
I anden del sker der noget imellem manden og kvinden. Forholdet forskubbes, kvinden folder sig ud, bybeskrivelserne forsvinder og manden oplever en afhængighed. Den måde der i anden sektion skabes helhed i værket ved, at kvinden på et eller andet plan rejser sig, virker på læseren på en sådan måde, at der skabes et ligevægt i forestillingerne. Det kan se ud som om, kvinden hele vejen igennem har båret manden ved at ligge under ham.
Det er den traditionelle mandsrolle, der udtrykkes her: "Manden forstår ikke, hvad det er, han tager. Hvad det er for et hus, han bryder ind i, hvad det er for et lager eller værelse. På den måde er manden ufarlig, på den måde er manden et barn og fuldkommen skånelsesløs: Manden er: umulig" Men kvinden er trukket op i det moderne og hun skal bære over med manden: "Manden nærer en knopskydende omsorg for kvinderne, men den er ikke brugbar, så længe han ikke forstår, hvordan kvindens krop er struktureret. Hvordan den bevidsthed arbejder."

Når jeg nu ikke kunne lade være med at blande mig i indholdet, må jeg også erkende, at Juhl Rasmussen fra Kristeligt Dagblad kunne have en pointe. Hallerne er et interessant og nogenlunde kontroversielt bud i den retning, men på ingen måde revolutionerende. Der hvor Klougart er stærkest, er stadig der, hvor hun lægger mest, nemlig i sproget og formerne. Læser man Hallerne med opmærksomheden rettet i sproget langt nede under betydningers krydsen frem og tilbage, fremkaldes der i sproget befriende mønstre , som man kan vælge at ride med på. Herfor netop dragende.
Og herfor er Hallerne endnu et originalt bud fra Josefine Klougart. Hallerne der gerne må registreres, fordi der er tale om et åbent abstrakt begreb om verden og virkeligheden fra forskellige perspektiver.

Hallerne udkom d. 28. januar 2011 på forlaget Rosinante, 176 sider


fredag den 4. februar 2011

Mogens

Postvæsnet, universitetet og internettet har tilsammen været skyld i, at jeg ikke har fået læst, det jeg skulle i den her uge. Det betyder, at der ikke kommer en anmeldelse i denne her uge. I stedet, og det kan måske være lige så godt, har jeg læst J.P. Jacobsens første novelle fra 1872, og der fandt jeg ikke helt uinteressante ting og sager!
Novellen - skriften eller teksten af Jacobsen rummer adskillige skønheder. Efter endt læsning havde jeg glemt begyndelsen på novellen, og derfor bladrede jeg tilbage til de første sider. Når Jacobsen nu har det omdømme, han har, som danmarks gamle originale skildrer af naturens væsen i levende live, så er det ikke noget nyt, at han leder fortællingen ind i manegen med en naturskildring. Men som han kan skrive det. Prøv engang at læse højt fra første blad:
"Sommer var det; midt paa Dagen i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel paa Harmoni, der var mellem den ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker." osv.
Sådan flyder det videre nogle sider, hvor teksten så pludselig udbryder "Og saa Mennesket under Egen". Og så mennesket! Mennesket træder ind i historien med Mogens, der ligger under egetræet, da regnen begynder at skylle, og han begynder at synge. Han bliver opdaget, følger efter beskueren, som han senere gifter sig med osv osv. Mogens skal igennem meget i livet, og han skal se det meste med åbne øjne, føler han selv. Bare han dog var blind som alle andre, de lykkelige.
Det er fint nok at følge Mogens, hvis liv går op og ned i dybe svingninger af lidenskab. Ligningen finder sin balance, det er fint nok. Og det er sjovt at bemærke, at tiden var en anden, dengang Jacobsen skrev - jf. : "Endelig blev det for koldt i Værelset, han sprang op og gik trampende frem og tilbage for at få Kulden bort." Det er fint og sjovt at læse sig ind i en anden følsomhed, i en anden tid, med en anden historie og nogle andre forhold, men det er ikke just det, det giver den største begejstring, og det som gør, at man kan sige, Jacobsen stadig er læselig i dag. Læs det følgende citat med den handling in mente, at Mogens er klatret ind i et brændende hus, væltet omkuld af Vekselbjælken og befriet fra bjælken og døden af en brandmand, han så slår ned med en lægte, fordi han tror, han vil ham ondt. I den kommende scene, farer han ud i mørket for at slippe væk.
"Dyb Sne allevegne, lidt borte en sort Plet, det var en Grusdynge, der ragede op over Snelaget, han huggede efter den med Lægten, huggede igen og igen, blev ved med at hugge efter den, vilde hugge den ihjel, så den blev rent borte, vilde også løbe langt bort, løb saa rundt om den og huggede efter den som rasende, den vilde ikke, vilde ikke blive borte, han slyngede Lægten langt bort og kastede sig over den sorte Dynge for at gøre det af med den, han fik Hænderne fulde af Smaasten, det var Grus, det var en sort Grusdynge: hvorfor laa han ude paa Marken og rev i en sort Grusdynge?"
Vildfarelsen er sproglig så vel, som den er knyttet til situationen. Sproget beskriver en forvirring hos et menneske, der er ved eller allerede er blevet sindssygt. Mogens har mistet alt og flyttes på den måde udenfor alle grænser og love, famler lovløs omkring i mørket, og han kan blive angrebt af alt og alle, tilmed til alle tider. Det er naturen, skyller ind over den del af mennesket, der er civiliseret. Og når den fortolkning så har forpulet skønheden i tekststykket, må jeg understrege, at for at genfinde skønheden, så læs stykket højt for din medlever (om det så er en kvinde, en mand, et kæledyr eller blot en tallerken eller et te-krus). Autenciteten er så sikker som noget i dansk litteratur, og grusdyngen der giver Mogens småsten under neglene, dukker oprigtigt og pludseligt op i mørket som grusdynge - en virkelighed der sætter virkeligheden i relief.
På vej gennem novellen må man bane sig udenom pompadurer, maintenoner, cendrillon, tjørnehække, sølvpopler og vinteræbler osv. Ord der beskriver landskabet, men som også er et landskab i sig selv. Et tekstlandskab af ord og sætninger der skal bestiges. Ord hvis betydning måske er en lille smule uklare, end de engang var, men som måske også har en nyere og mere eksotisk betydning. I hvert fald er det fremmede hos Jacobsen både gammeldags og afsindigt interessant.
Find frem, og læs!
På http://www.kalliope.org/vaerktoc.pl?vid=jacobsen/noveller ligger alle novellerne fra J.P. Jacobsens eneste novellesamling.