Det er første gang jeg læser Roy Jacobsen, og jeg er ikke ubetinget imponeret. Men romanen ”Vidunderbarn” fremstår som en helhed efter endt læsning. Jeg læste, for første gang i lang tid, skønlitteratur og slugte derfor ”Vidunderbarn” på nogle få dage midt i December. Romanen, der handler om forholdet imellem en mor og den faderløse søn, er en let-læst krabat på ca. 250 sider trykt med overkommelige typer. Sønnen Finn er på den ene side hyperintelligent og evindeligt psykoanalyserende og gennemskuer stort set alt. Og det en god rum tid før læseren. Det forløber flere gange sådan, at drengens indsigt varsles i teksten, som en bagatel forfatteren venter lidt for længe med at forløse. Læsningen bygger altså både på læserforvirring og aha-oplevelsen, forudsat at man bliver ved med at læse.
På den anden side er dette vidunderbarn stadig et barn. Det tillidsbrud plottet (hvis man kan tale om et plot) blandt andet bygger på, skildres først og fremmest gennem Finns udvikling fra et passivt mønsterbarn, der lever beskyttet af sin moders omsorg, til et selvstændigt individ, der kun stoler på sig selv. ”Vidunderbarn” kan godt ses som en dannelsesroman. Dannelsen begynder, i det ”lillesøsteren” Linda bryder ind i den lille familie og evalueres, da hun senere fjernes fra familien igen. Finn kommer flere gange ud dér, hvor han ikke kan bunde. Ikke som den intelligens han er, man som det barn han er. Som menneske og faderløs kommer han til at stå overfor en voksenverden, der opfatter ham som voksen men behandler ham som barn. På den facon kommer han bl.a. til at fungere som lærer for den selektivt evnesvage lillesøster.
Det er og vil altid være et paradoks, når vidunderbørn optræder i litteraturen, for hvordan skal de fremstå? Hvordan skal de skildres? Skal de indeholde nogle svagheder? Skal de overhovedet vokse op? Hos nogle læsere vækker vidunderbarnet væmmelse, fordi det "overnaturlige" bryder med en realistisk beskrivelse af virkeligheden, og på den måde kunne den slags væsner siges at være uegnede til socialrealistiske dramaer. Jacobsen gør det godt på den måde, at Finns ”evner” ikke flyder over. Der er intet sensationelt over drengen. I hvert fald ikke som åbenlys helteskikkelse. I stedet kommer den førnævnte splittelse imellem barn og voksen til syne, skildret med en vis prosaisk tilbageholdthed i mørket og en glæde ved ord. Fokuset kommer med fordel i skildringen til at ligge dér frem for på barnet.
Jeg blev specielt begejstret for den scene der beskriver musikken omkring et ødeliggende hus. Først da musikken forsvinder, den gamle dame dør og huset tømmes, opdager den kolossale børneflok, der legede i området, hvor lydene kom fra. Klaveret bæres ud foran et nærmest mytisk stort antal børn, som en ceremoni, hvor stemningen er stærk og tabet betydningsfuldt. Her rammer Jacobsen plet i mine øjne, men han er ikke i stand til at genoptage det lyriske sprogbillede hverken før eller senrere i romanen.
”Vidunderbarn” er alligevel en fin og velskrevet roman. Læsningen kræver fordybelse for at opfange de mystiske lag omkring Finns opvækst og frustrationer, og for at sproget skal virke som det synes tænkt. Får romanen læserens ubeskårne opmærksomhed, kommer den til at fremstå som et helstøbt litterært værk, der kan læses med udbytte og fornøjelse af enhver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar