lørdag den 31. december 2011

Til læseren om okokok (1-års jubilærumstekst)


I dag har domænet http:// omkunstenomkunsten ogkunsten. blogspot.com/ eksisteret i et år. Bloggen har fødselsdag, og derfor udlover jeg et digt:-) (det er det). Og til enhver læser der har været herinde i dette værksted for smagsdomme og anmeldelser, så er mit håb, at denne må vende tilbage efter mere. Bloggen er ikke pragstykke, den er endnu ikke et mesterstykke eller et studenterstykke; den er et lærestykke på en overflade, hvor litteraturen som kunststykke får lov til at være. 

tirsdag den 27. december 2011

Anm. Tretten Uhørligheder - Vibeke Henningsen

Dette er en motiveret anmeldelse. Dette er anmeldelsen af Tretten Uhørligheder skrevet af Vibeke Henningsen.  I 2000 debuterede hun med Universet er kærligt, i 2005 kom Den bevægende årsag, 2007 bragte Slagtedage og her i 2011 bød hun os så på Tretten Uhørligheder. Jeg er endnu en så fattig anmelder, at jeg ikke har læst de andre. Men Tretten uhørligheder, der er udkommet på Autre, Forlaget for utilregnelig litteratur, har bestemt vakt min interesse. Bogen er på samme tid forståelig og uforståelig, en poetik for og en kliché på poesiens uendelige dybde. Den er i alle forstande langtidsholdbar og uden konserveringsmidler.

torsdag den 22. december 2011

Hvem skal så redde Poesiens Hus?

Sandhedens hjemsted er i fare! Der mangler tilsyneladende 350.000 rede danske kroner i budgettet, hvis ansvar det fra starten var, at holde skuden oppe. Med donationer fra Gud og hver mand kan Poesiens Hus i København måske holde sig oven vande til 1. februar, men hvad så derefter? Hvem skal støde til, når nu Kulturministeren ikke vil redde Poesiens Hus?

onsdag den 21. december 2011

75.000 danske kroner til årets udgivelser!

Politiken skriver her til aften en liste over syv danske værker udgivet i tidsrummet efterår 2010 til forår 2011. "Værkerne" får af Statens Kunstfond hver udstukket en præmie på 75.000, hvilket ikke er nogen ringe sum. Det er vel en 3-4 måneders løn, altså en rummelig stund for skriveeksilets ro. Og nu skal jeg ikke være skeptisk overfor udvælgelsen af dygtige værker, jeg priser mig blot lykkelig for, at der er sådanne penge til litteraturen. Alligevel...

tirsdag den 20. december 2011

Metrolitteratur på undergrundshylder i London!!!

Jeg snublede over en interessant artikel på jyllandspostens netside. I London eksperimenterer de med, at folk kan placere deres aflagte bøger på nye hylder i undergrunden, når de ellers ville have smidt dem ud. Er det ikke en vild idé? Hvad er det for et dynamisk bybillede, jeg ser for mig?

fredag den 16. december 2011

Flere Rif om fx firs og nobelpris

Alt sammen i forbindelse med Klaus Rifbjergs 80'års fødselsdag i går. Der skete en hel masse. Dagbladene var på, politiken med fire lange personlige artikler om Rifbjerg skrevet af fire forfattere, Bukdahl var på sin blog, i Jyllandsposten og i Politiken og i dag vel i Weekendavisen, som uundgåeligt altid er en dag bagefter. Og også på promenaden skete der noget. Der skete yndlingsdigte. Og det får mig alting til at tænke, at 80 år slet ikke er noget dårligt punkt at nå som digter. Se bare hvad der skete for Tomas Tranströmer.

torsdag den 15. december 2011

Rifbjerg fylder 80!

Rifbjerg, den store danske forfatter bosat i samme land som Brian Nielsen, fylder firs. Og med det spanske vejr i dag, har han haft mulighed for at drikke vin i haven, skrivende på den allerfineste dag. 
Jeg er af den generation, der ikke rigtig har læst Rifbjerg, hvilket jeg skammer mig over. Vi læste ham i gymnasiet, og det er for mange nok til at det bliver det sidste, man læser af ham. Sådan er det bare. Men jeg kan alligevel huske, noget af det vi læste. Jeg husker "marathonkærlighed" et sted på en avenue, hvor lygtepælene lyste i mørket og tiden stod stille som i en uendelighed. Det jeg siden hen har mødt, det har været lige så godt. Læs fx på Bukdahls blog, der giver en stor salut! Han står i DAGDRIVEREN her på bloggen. Forhåbentlig kan en firsårs-fødselsdag få mig til at læse noget mere. Til at begynde med vil jeg sige tillykke!!!

onsdag den 14. december 2011

Selvindsigt!? Hvor bliver frådsomheden af???

Jeg er sgu bange for, at bloggen her er blevet alt for kedelig. En stridsløs kampplads i Romerigets midte... en plads der synes at være gledet ud i en lille forstad plaget af, at folk forsvinder og flytter helt ind til byen. Er der hérude overhovedet noget at komme efter? Måske er der stadig en lille glød i bålets inderste, måske kan man stadig hente en lille smule varme der?
Jeg er bange for, at jeg stiller spørgsmålet forkert. Jeg er bange for, at jeg spejder i uendelighedernes forkerte retning. Kan man virkelig tro på, at et menneske glemmer sin ægthed? Den ægthed, der er for sjælen (ånden, gestaltet, sindet, personligheden og noget tredje) er, hvad ilt er for kroppen. Hvad vil det betyde at miste sit energiske glød som menneske.. skæret i øjnene?

lørdag den 10. december 2011

Psykedelisk Jul?

Jeg snublede over en næsten forunderlig blog-julekalender - Alternativkalenderen - en norsk alternativ jul af det nu afdøde alterego Arthur Morgens Sørensen. Det er ikke litterært som sådan, men det er på mange måder bevidsthedsudvidende. Det er sjovt og underholdende i en kold december måned fuld af pligter i forbindelse med den jul, der er en indgroet tradition hos de fleste. Tradition og uvidenhed i et ateistisk samfund, dagens Danmark. Alternativkalenderen er alternativ, den er kreativ, men den er også informerende... så knib ballerne sammen og læs for engang skyld noget på norsk, teksterne bag lågerne er korte og spændende.

onsdag den 30. november 2011

December 2011 - pakkekalender og andet litterært godt!


Det er ren poesi, når der hænger stegt kalkun, bajer, vindruer, kringler og champagne-glas i gaderne!? 

I morgen er det 1. december, og jeg har besluttet mig for ikke at være jule-sur. Jeg opfordrer endda til, at man læser Rosinantes julekalender, der består af 24 noveller af forskellige danske forfattere. Det er vel egentlig et populær-kulturelt fænomen, det der med julekalenderen. Kontinuerlig tilfredsstillelse. De 24 noveller er også skrevet af populære forfattere. Jeg ved godt, at det er en frygtelig opfordring (stadig ingen jule-surhed!); (kunstpause) men jeg er sikker på, at vi får det rigtig rart. 

søndag den 27. november 2011

Design, undersider og funktion

Det ses muligvis... Jeg leger lidt med bloggens udseende, brugbarhed og funktion. Jeg har fundet et mere "helt" design til bloggen med Magazine, men jeg er dermed også forhindret i at tilknytte gadgets om fx litterære nyheder i medierne, de blogs jeg læser og brugerundersøgelser med andet. Det er vel lidt som at købe en Mac og dermed træde ind i en fanatisk og ideologisk verden. Først må vi se om det virker!



Bloggens udseende som et nyhedstableau, som en avis, giver overblik over sagerne. Læseren får et hurtigt overblik over det, jeg for nylig har skrevet og derefter små udklip af baglandets tekst-sauna. Det får bloggen til at virke mindre kolossal lang og de forskellige artikler eller indlæg går mere i dialog med hinanden. Når man klikker på et indlæg dukker det frem i en ny interaktiv side, der ikke skal loades fra bunden men dukker op ovenpå bloggens mosaiske fragmentsammensætning. På den måde bliver bloggen hurtigere og mere overskuelig at læse. Der er en funktion i toppen af artikelsiden som gør, at man kan gå videre til et nyere eller ældre indlæg; det er som at bladre i avisen på morgenbordet (nok lidt overdrevet), og når man læser indlæggene er der ikke så meget der flimrer i baggrunden!

En af ulemperne er, at skabelonen indeholder flere muligheder, som det ikke er muligt at slette. Der er en tendens til at loade alle indlæg, som bloggeren har skrevet, hvilket gør siden langsom... og så har jeg oplevet problemer hos andre bloggere med denne skabelon. Dér kunne teksterne ikke hentes frem, når man trykkede på dem, dvs. skærmen blev sort og man måtte nøjes med at læse fragmentet.

Yderligere er udtrykket ved den nye skabelon mere visuel. Den placerer selv billederne fra indlægget på forsiden, hvilket måske kunne gøre forsiden langsom, hvis der var billeder overalt. Jeg vil forsøge at finde lidt flere billeder frem, både fordi det er flot og fordi det kunne tilføje noget nyt til bloggens hardcore-hed. Det er ikke muligt at give teksterne på bloggen patina, som teksterne i en avis altid pr. definition har. Men måske kan jeg bringe lidt stemning ind.

Skabelonens egensindighed og eventuelle ulemper samt det, at man ikke selv kan tilføje eller fjerne features fra bloggen, er med til at jeg muligvis finder et andet design i nærmeste fremtid. Skabelonen fra Blogger, dynamiske visninger, er på prøve hos Om kunsten om kunsten og kunsten  (en gang imellem bliver man vel nødt til at tage sig selv højtideligt?).

Undersiderne
Jeg har også tilføjet nye undersider. Den gamle Debatforum er væk. Blogs om bøger, Boganmeldelser og BlogLogger er kommet til. Det, der nu ikke kan stå i margenen på hovedsiden, det kan få sin egen underside. Og så bliver der måske plads til at tage lidt mere hånd om andre litteratursteder på nettet.
Der kommer til at være en mere overskuelig arkivering af indlæg; en arkivering, der får mærkater og bliver sat i ramme i stedet for blot at være kronologisk betinget.
Der kommer til at være en side, kun om mig og litteraturen i mig. Måske nogle billeder, hvor jeg sidder og læser og ser klog ud. I forbindelse med denne sidste sektion vil jeg gerne citere mine egne noter. De lyder sådan her: "Blogloggeren er mig, det er mig der fremkalder logistikken ved at skrive indlæg. Indlæggenes dukken op i systemets brugerflade får systemet til at støde tidspunkter ud skrevet med fed skrift." I noterne kom jeg til at spekulere lidt over Log-symbolet. Hvad gør man, når man skriver sin logbog? Jeg kom frem til, at punktligheden i en log var det vigtigste. Det er punktligheden og en lille bemærkning, der er kernen i loggen - altså overskriften og systemets tidsnotering af indlæggets ankomst. Bloggen, som er indholdet, den står jeg for. Jeg logger i loggen med en blog. Kryptisk set...


Jeg har en anden idé til undersiderne. Hvis jeg kan få det til at fungere, så kommer der en underside for forfatterportrættet. Portrættet skal så ramme det seneste indlæg. Men jeg har endnu ikke gennemskuet, hvordan jeg bagefter skal arkivere portrætterne på bloggen? Der er fare for, at det vil give for meget gentagelse, hvis jeg smed dem ud på BlogLoggen efter deres opdukken. Det gode ved dem er dog, at de aflaster anmeldelserne, der i forvejen bliver for lange. Den dynamiske korrespondance imellem anmeldelse og portræt kunne komme til at fungere rigtig godt. 
På den anden side, når det nu har udseende af en avis og med dennes overskuelighed, så er det lige pludselig ikke længere det forreste indlæg, der behøver at veje mest.
 
Jeg tror, det var nok fra redaktionen i denne omgang. Jeg skal holde hele verden opdateret, hvis jeg finder den perfekte skabelon til bloggen. Forhåbentlig snart.

Thomas

fredag den 11. november 2011

Anm. Sort Hvid - Liza Marklund - Kantløs underholdning

Sort Hvid af Liza Marklund udkommer i dag d. 11. november 2011, 415 sider, Rosinante

Jeg kan lige så godt indrømme det nu som at indfatte det i tekstens egentlige uvidenhed. Jeg havde aldrig læst en bog af Liza Marklund, før jeg læste Sort hvid. Det er den niende bog om journalisten Annika Bengtzon, hvilket muligvis betyder, at jeg mangler otte niendedele af hovedpersonens karakter? På den ene side er det et meget svagt udgangspunkt for anmeldelsen; på den anden side er det det, der gør anmeldelsen mulig som netop anmeldelse. Jeg er ikke bundet af de første sikkert helt fantastiske bøger om den her journalist. Jeg kommer ind et sted, hvor det meste måske allerede er sagt. Jeg kommer ind dér, hvor der skal arbejdes for at holde protagonisten i live, og hvor spændingen er i fare for at blive for højspændt og patetisk.

Fortællingen går kort sagt på, at Bengtzons mand er i Nairobi til en konference om sikring af grænserne i Europa. På vej hjem kidnappes han og delegationens andre medlemmer. De forsvinder mere eller mindre i et afrikansk mørke af grusomheder mens der forhandles løsesum for den enkeltes ve og vel. Situationen følger vi gennem avisredaktionen og fra Bengtzons eget hjem, der istandsættes som en salgs forhandlingscentral. Hun får hjælp af sin mands chef fra justitsministeriet, og parallelt med handlingen vokser de erotiske spændinger her. Samtidig følger vi en mordsag om en seriemorder og redaktørens tanker om sig selv, journalistikken og avisen. Hovedfortællingen er uden tvivl kidnapningen, de grusomme scener, der langt hen i handlingen forbliver usagte og så en overordnet kærlighedsfortælling fra Bengtzons perspektiv (jeg forestiller mig dette handlingsforløb kører i seriens øvrige værker, i de forrige så vel som i de kommende.) Vi følger forhandlingerne imellem kidnapperne og forhandlerne tæt. Fortællingen om den formodede seriemorder er noget fraværende, næsten forvirrende. Den kommer ikke rigtig frem i billedet og lever ikke op til den tidlige scene i andet kapitel (dag 1: kapitlerne er inddelt som dage i noget der kunne være en dagbog uden dagbogsform), hvor Bengtzon er tidligt på gerningsstedet for et af de fem mord.

Romanen korresponderer i ekstrem høj grad med nutidens debatter. Den er et indblik i kidnapnings-procedurer, hvis man skulle være interesseret i den slags. Den fokuserer på terror og indvandring som problem for Europa. Gadaffi, Osama Bin Laden, Anders Breivik, kidnappede danskere og pirrater ud for Somalias kyst ect. nævnes. Den lader ligeledes en strøm af massekulturelle symboler flyde ud i handlingen, så man på en eller anden måde aldrig føler sig langt hjemme fra. Starbucks, Mcdonalds, Facebook, LinkedIn, Disney-film og Pixar-produktioner (som man har set 1000 gange). Selvom man læser en krimi af Marklund forlader man ikke sin hverdag; der er stadig børnevanter i tasken og evig irritation over, at man ikke kan ramme ”tasterne” på sin nye touchtelefon (og dermed klicheen: romantikken om den gamle telefonmursten, som lever i bedste velgående i virkeligheden verden, dog i et ganske andet modus!?). Denne form for tryghed gør, at den vestlige læser næsten ikke kan undgå at identificere sig selv med den fiktive virkelighed, der stilles op i bogen. Den er tankevækkende tyk, hvis man lægger mærke til den, men den virker virkelig godt som den tunge og varme dyne, vi alle sover med i norden. Så længe man ligger under den er man i sikkerhed, så længe man ligger dér vækkes der ikke en uforudset tanke til live af sig selv. Man bliver under alle omstændigheder nødt til selv at stå op. Ikke noget hvis!  

Jeg citerer og kommenterer: ”- Hakuna makadiliano, råbte en af vogterne udenfor, jeg synes det lød som Den Høje. Vi så på hinanden, ingen vidste hvad det betød, og Catherine var der ikke til at oversætte. [Og her kommer så det, man tænkte i citatets begyndelse…] Det lød næsten som hakuna matata, var det ikke en Disney-sang? Børnene havde den film på DVD, var det måske Løvekongen? Hakuna matata, er de klogeste ord, hakuna matata, klogere end du tror?” Det faktum, at de engelske ord i romanen pædagogisk forklares, overfor det faktum, at de afrikanske (ja, jeg kan heller ikke oversætte dem) ikke hverken forklares eller oversættes er paradigmatisk paradoksalt. I den citerede scene er tolken ikke er tilstede, hvilket betyder, at der viderefortolkes i de baner, der allerede kendes. Vestlige baner. Der skabes en grænse imellem Afrika og Europa, hvilket understøtter debattens element, grænsekontrollen, terror og kidnapnings-sager. På den anden side er det vestlige ”symbol-sprog” til for ikke at støde læseren. På den anden side ligger fremstillingen op til en debat. Der er her tale om en dobbelthed og paradoksalitet i bestsellergenren og dens trang til at bringe den nutidige debat frem samtidig med, at den vil læses af flere mennesker end så mange som muligt.

Letbenet letlæselighed
Den eneste bog, jeg har læst af Liza Marklund smøg sig simpelthen ned. Det var læsning, der, på trods af en vis intensitet i emnevalg, virkede benløs. Selv på trods af dens manglende moral, noget jeg som anmelder ikke går op i på nogen måde… med mindre det synes at tvinge handlingen lidt for langt ud. De små indskudte sætninger om tilfældige berøringer imellem to kroppe holder læseren i et spændingsfelt, der blot venter på at blive udløst. Det fungerer på samme måde med den konstante benævnelse af kapitalistisk massekultur-symboler Det er sådan her Marklund skriver ind i det ubevidste, ind i lystfeltet eller underholdningsfeltet. Og læseren skuffes ikke men kommer heller ingen vegne. Alt det usagte virker som en optrapning af klimaks. Problemet er, optrapningen ikke er nogen virkelig stramning af feltet imellem nul og hundrede. Problemsfæren bliver ikke dybere og mere kompleks; som sådan er der ikke noget plot, der er ingen gåde, der er ingen ubesvarede spørgsmål… det er et klimaks, der blot venter. Det tænker ikke, det puster sig op og venter på at blive udløst ud i en tom tomhed. 

søndag den 23. oktober 2011

Meta-anmeldelse: Svidts Indbrud

Ole Rosenstand Svidts bog Indbrud blev rimelig hårdt anmeldt i dagbladene. Der var meget få positive betragtninger, og kyniske sætninger som: ”Men hvorfor skrive mere om denne bog?” (WA) og ”Er der noget at komme efter?” (KD) gjorde krav på sin tilstedeværelse uden at tøve. På den anden side kan Svidts debutroman se sig selv ”anmeldt” over stort set hele linjen.  Berlinske Tidende, Weekendavisen, Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad. Det faktum understreger, at Svidts debutroman Indbrud samt forfatteren selv trods alt findes!

Det er kun Jyllandsposten, der ser det positive eksistere, sådan rigtigt. Anmeldelsen udtaler i titlen ”Sympatisk aahusiansk paranoia”. Anmelderen her roser romanens uhøjtidelige charme, men afskriver desværre sig selv ved at denotere kunsten: ”de forskellige metalag viser sig ikke at være andet end leg med sproget.” De tre af seks stjerne bogen tildeles, er da som regel også udtryk for en ikke-stillingtagen hos anmelderen, der heller ikke selv vil noget, hverken med sproget eller romanen. Det uhøjtidelige bliver ikke længere en modsætning til det højtidelig, men i stedet en havregrød, der har stået lidt for længe. Det er både synd for anmeldelsen, læseren (af såvel anmeldelsen som bogen) og romanen, der hverken bliver rigere eller fattigere.
Berlingske Tidende skriver meget kort, og med to stjerner tages der stilling, begrundelsen er at ”Svidt skriver slapt og bliver alt for snakkende” over sit ellers udmærkede tema. Det er en hård, kort og kontant anmeldelse, journalistiske betragtninger uden egensindig sproglighed, hvilket kan siges at være ok for smagsdommen. Anmeldelsen selv kommer lidt til at ligne en udmagret samana, der har mistet sit spirituelle skær. Jeg ved ikke… Det er mere en notits.
Weekendavisen har som altid sprogligheden med sig. Det folder sig desværre ud i nogle måske lidt for direkte, næsten for grove postulater, der på den anden side blot skejer ud som de vil. Her får både Svidt og Nulpunkt at vide, at det ikke er godt nok. Modsat Jyllandsposten er det her for kunsten og det gode sprogs skyld, at den lille smule ekvibrilsme, man møder hen imod den sidste halvdel af bogen, accepteres som den bedre(vidende) sproglighed. Den gamle strid imellem JP og WA om den folkelige og elitære litteratur dukker her op rent strukturelt. JP tilbeder fortællingen, der forsøger at fortælle om et større emne gennem en enkelt fortælling; fortællingen ophøjes til at give mening modsat banale og meningsløse sproglege. WA på den anden side lader sig først trække i smilebåndene idet, sproget udviser sproglighed, udviser smidighed og livsvilje i tekstkroppen om man vil.
Hertil lægger Kristeligt Dagblad sig ind under dem begge ved på den ene side at omtale romanen som ”flad og effektjagende”, hvorefter anmelderen giver sig til at tysse på de mange små undergrundsforlag, som Nulpunkt nok kan regnes med til. Der er heller ikke den store begejstring for Indbrud hér, men sjovt nok ytres den med en henvisning til de store forlags evne til at skelne den rigtig gode litteratur fra den ringere. På den måde kritiseres Nulpunkt indirekte, hvilket i sig selv er fint nok. Men at kritisere  ”undergrundslitteraturen” og de ”små forlag” som sådan, det er i det her henseende for meget krydderi på bollen! Slet og ret uhensigtsmæssigt, problematisk. Det er netop herfra litteraturen kommer.

Et billede af virkeligheden
Svidt kan være godt tilfreds med antallet af anmeldelser. Som han selv siger, så skiller indbindings-layoutet sig godt ud i et eventuelt stort antal nye bøger på redaktionerne. Der er strid om spaltepladsen, og når man ikke er etableret, da kan man på ingen måde forvente at komme i aviserne. Alligevel er kommentaren i Kristeligt Dagblad tankevækkende: ”Når manuskriptets vej fra computer til bog overhovedet er relevant at tage op i en anmeldelse, skyldes det, at Ole Rosenstand Svidt ikke ligefrem er tilbageholdende med at lade sin fortæller spekulere i, hvordan det vil gå hans nye projekt.” Føler anmelderkorpset sig forpligtet til at tage genmæle? Det faktum at Svidt bruger navne, der tydeligt refererer til virkelige anmeldere, råber også da højt på en kommentar. Det nævnes i de fleste anmeldelser… men er det så nemt at få sin bog anmeldt?
Det ligner en form for begået hybris, når man ser på anmeldelsernes samlede smagsdom, at Svidt i fiktionen har gået og drømt om en stor kommerciel succes. Svidts debutroman Indbrud, har fået sig en ordentlig en på sinkadusen. Men det er nok, som man siger i den nye pædagogik for husmødre. Man må ikke sige: ”mor er ikke sur, hun er skuffet.” For i stedet for at tage del i barnet og hjælpe det til at rette sig ind i verdens normnet, så lades det op til barnet selv. Svidt har fået en reprimande, og nu er han så ikke i tvivl om, hvad han ikke skal gøre (hvad han skal gøre).

Det er bedre at kæmpe og dø ved fronten, end det er at sidde ved telefonen.


søndag den 16. oktober 2011

"Den blinde ko" af Joan Maragall - oversat af blogmeister TVG

Den blinde ko
På skæbnens vej til kilden
ramler koen på må og få ind i træstammerne
den går alene, koen, alene, alene. Den er blind.
Med overlegent sigte, et stenkast
fra knøsen knuser ét øje; det andet
inddrev en sky. Koen er blind. 
Den vil slukke tørsten ved kilden som den plejede;
ikke med den faste gang fra andre gange
ej heller med sine kofæller; nej, den går alene. 
De andre græsser, gennem skrænter og dale,
vindstille enge og flodbredder,
koklokken bjælder medens de spiser
de friske urter. Koen, den faldt.
Støder mulen mod det slidte kar
bakker med smerten... men fortsætter
sænker nakken mod vandet og drikker stille.
Den drikker lidt, uden tørst. Bagefter løfter den
imod himlen, enorm, det behornede hoved,
stor og tragisk gestus. Den blinker
over de døde øjne, vender tilbage,
- forældreløst fra solens lys der brænder -
til de uudslettelige og usynlige stier
modløs dingler den lange hale.

Jeg har oversat digtet fra spansk, men det er oprindeligt skrevet på catalansk. Det er middelmådig oversættelse, men jeg tror digtets sørgmodighed kommer frem i de blotte ord, der skal tages og føles på. Maragall levede fra 1860-1911 og var ikke kun digter. Han var også oversætter og konservativ litteraturkritiker, meget loyal overfor det katalanske sprog.

Den blinde ko er udtryk for en følsom poesi og kan muligvis tolkes i politiske retninger. Det vil jeg dog holde mig fra. Efter min mening skal man blot smage på ordene og forestille sig den lille vandring til kilden for at få livets vand...

onsdag den 12. oktober 2011

Anm. En tiger for en engel - Anne B. Ragde - Velfortalt sproglig debutsællert fra 1990 kommer til Danmark

En tiger for en engel udkommer i dag d. 12. oktober 2011 på forlaget Rosinante, 261 sider til 299,95

I dag udkommer Anne B. Ragdes debutroman fra 1990 endelig på dansk. Hun er i Danmark tilsyneladende mest kendt for trilogien Berlinerpoplerne (2004), Eremitkrebsene (2005) og Ligge i grønne enge (2007), men har publiceret en lang række værker i forskellige generer siden 1986. I 1990 var hun altså ikke nogen grøn skribente. Og det mærkes tydeligt i debutromanen, der først nu, over tyve senere, udkommer på dansk med undskyldningen: En tiger for en engel rummede oprindeligt en del norsk dialekt.

Normalt er den her slags litteratur ikke min smag. Det er det stadig ikke. Ikke desto mindre nød jeg at fræse igennem En tiger for en engel. De få dage, det tog, fik en ekstra dimension; ligesom skilsmissebarnet i sig får en ny dimension i bogen. Romanen, der fortæller om en lille piges oplevelse af skilsmissen, bærer sig selv igennem 261 sider, fordi den i høj grad er velskrevet. Og her taler vi ikke om slåfejl, knudrede sætninger osv. Slåfejlene opfatter man ikke (hvis der altså er nogle) og de knudrede sætninger har, så at sige, noget at sige i romanen, der på sin egensindige facon benytter sig af det kaotiske for at beskrive følelser og stemninger.
De følelser teksten udtrykker i En tiger for en engel, de er stærke. Sproget får lov til at formidle disse følelser gennem den lille piges handlinger, tanker og ord. Ved siden af hjælpes vi også på vej af pigens bedste stykke legetøj, Barbie, der leverer nogle af de fineste symbolske beskrivelser af sindstilstanden.

Hun holdt Barbie om livet og vred hende, så hun gik stift hen over gulvet, Barbies spidse ben prikkede i gulvtæppet og lavede skrabende lyde. Lotte klemte hende endnu mere og lod hende hoppe af sted som en kænguru. Det hvide plastichår daskede Lotte på knoerne. En saks faldt på gulvet derude. Barbie var ikke fin, kjolen var grim og skrigende i farven. Lotte bankede hende hårdt ned i gulvet, men benene knækkede ikke, de bøjede bare fremad. Nu sad Barbie i luften med benene strakt frem som pinde, hun smilede stadig og rakte armene frem som for at fange noget, der kunne blive kastet til hende hvert øjeblik. […] Lotte smed Barbie ind under sofaen, så hårdt, at hun ramte væggen med et smæld. Hun lå på siden, smilende og stadig med fremstrakte arme.
Uden tvivl er En tiger for en engel en psykologisk roman, for alting skildres ikke gennem forfatterens stemme, men i stedet gennem den karakter vi fra første side i romanen lærer at kende som et sansende væsen. Men en psykologisk eller symbolsk fortalt roman ville aldrig vinde frem, hvis sproget som formidler ikke også kendte sig selv og vidste, hvordan det overskred sin egen betydning og den egentlige sproglige formidling. Det er det, der peges på her: ”Ordene blev til et godstog, enkeltvogne kædet sammen. Vognene var lukket med brede skydedøre, det var umuligt at skimte indholdet.” eller ”Striberne lukker farmor ude og hakker ordene op i smalle skiver ligesom en æggedeler.” Ordene har mulighed for at træde ind i en anden dimension, hvor betydningen simpelthen forsvinder; og det er i den grad givende.
Hvor har vi så hovedpersonen Lotte henne i alt det her vrøvl? Jo, for det meste forsøger Lotte at forsvinde ud af virkeligheden. Den frustration barbie-scenen tidligere udtrykte, forvandler sig til mareridtsagtige halucinationer hver gang, Lotte i mørket skal sove. Tekststykkerne her bliver helt uhyggelige. For at blive fri for uhyrerne, må hun bilde dem ind, at hun ikke er der, hun hedder ikke Lotte og hun findes ikke. Måske kan man sige, at hun kun holdes ind i virkeligheden, fordi hun er en lille sansende skabning. det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes.

Næste morgen, så snart hun dukker ud af søvnen, holder hun sig fast i tomrummet, det, der ikke ved noget: ikke aner, hvor hun er, hvem hun er, hvad der skal ske. En lille detalje er det eneste, der skal til for at vippe hende ind i virkeligheden og sætte dagen på plads. Men endnu ligger hun med lukkede øjne og svømmer i et ingenmandsland. Brisen fra vinduet lugter af modne æbler. Det fortæller hende at hun er i Perlevik, og dermed kommer resten sivende.
Det der binder hende til ikke-eksistensen er som sådan ikke virkeligheden, men snarere den måde, virkeligheden opfattes. Hun kan ikke helt flygte fra en empirisk virkelighed, der ikke påvirkes af ord, sprog eller tanker, men i stedet af lyde, syn og ikke mindst dufte, som generelt spiller en stor rolle for Lotte. Men det er tæt på takket være hendes far.

Den analogi romanen selv kommer med fortæller historien om hankatten, der glemmer at han er far for sine killinger og derfor slår dem ihjel for at spise dem. I menneskeriget lyder den sådan her: ”Han sagde ikke noget. Hun faldt snart, ned gennem stolen, tværs gennem gulvet. Sodavandsflasken og kaffekoppen ville flagre i luften, spilde ud over det hele.” På en eller anden måde er følelsen kolossal, specielt mens læsningen står på. Det er det, jeg synes romanen gør så godt.

Populærkulturens finkulturelle reflekser
En tiger for en engel lægger sig opad en mere kunstnerisk udfoldelse gennem sine sproglige udfoldelser. Sanseligheden i første kapitel er fuldt ud fantastisk. Græsset beskrives som et tæppe af sugerør, der stikker op af jorden. Men derfra må man så også sige, at Ragde har brugt god brug af sin uddannelse i bl.a. massekommunikation. Romanens helhed ligger bl.a. i, at den taler samme tydelige sprog hele vejen igennem. Symbolerne er i længden tydelige for alle, dvs. at de er ensrettede. Gennem læsningen kan man derfor lægge betydning i flere forskellige observationer, som til slut vil fremstå meningsløse og helt uden indvirken på hovedsporet, hvis man nu skulle bruge Hejlskovske termer.

En tiger for en engel går ikke over gevind og bliver for meget. Der er underholdning for alle pengene, og der er passager, der er værd at vende tilbage til. Proportionerne er velafmålte: spændingskurven er på sit højeste ca. 30 sider før målstregen, og der kan dermed dømmes frit løb det sidste stykke vej. Desværre er det en skam, at trangen til at forklare sig fuldt ud trænger igennem på de sidste sider, til trods for de gennemtrængende symboler.

Når det er sagt, så tag at læs supersællerten fra Norge. Den bærer fjældenes barmhjertighed; man fornemmer den norske socialrealisme, der har sit eget specielle sprog fra betonblokken gennem røgsløret og en kold virkelighed set fra barnets perspektiv. Den er godt skrevet og behandler emnet tankevækkende. Det er ikke en bog, der udfordrer grænserne for den narrative kunst, men på den anden side, så har den håndværket i orden; det at fortælle en historie godt.

P.S.
Der er noget underligt omkring den originaltitel, der er angivet i bogen selv. ”Hvem sviktet Lotte?” Til at begynde med, havde jeg egentlig tænkt mig at kritisere oversætterens nye titel, for jeg synes ikke den er fyldestgørende, snarere påtaget og lidt for smart. Jeg har dog ikke kunnet finde denne titel (Hvem sviktet Lotte) nogen andre steder, og jeg står derfor blot og lader min kritik glide ud af ærmet.

lørdag den 8. oktober 2011

Anm. Indbrud - Ole Rosenstand Svidt - Tunnelen af fiktion stiller læseren et virkelighedsparadoks og en malproportioneret sprogligt vaklende fortælling.

Indbrud, af Ole Rosenstand Svidt, udkom d. 19. august på Forlaget Nulpunkt, 324 sider til 240 kr. Bogen er på mange måder en Aarhus-udgivelse og foregår også i Aarhus.
Efter at have hørt Ole Rosenstand Svidt læse et par kapitler højt af sin debutroman Indbrud, dømte jeg intuitivt og en smule letsindigt udgivelsen som en klichefuld skildring af temaerne kærlighed og paranoia. Siden har jeg læst hele bogen, og det var en fornøjelse med blandede følelser.

Essens
At jeg fornemmede klicheer eller karikaturer, det var ikke tilfældigt, for Svidt har en forkærlighed for disse. Karikaturerne synes at være et af hans værktøjer, en slags arbejdsmetode. Det faktum er romanen i sig selv en demonstration af rent praktisk. Den er selv en karikatur. Men den er heldigvis mere end det. Den går bag om sig selv, som fx her, i begyndelsen af kapitel 15:

Arbejdet med min roman forløber som planlagt. Jeg har efterhånden fået skrevet en lille snes kapitler. Jeg tager udgangspunkt i mine egne oplevelser som offer for indbrud, men overdriver og karikerer bevidst både min hovedperson og de hændelser, han bliver udsat for. Både for at få lidt mere drama ind i bogen og for at lægge et vist filter ind imellem fiktion og virkelighed, så jeg ikke kommer til at blande de ting for meget sammen. Der skulle jo gerne være forskel.
På den måde er Indbrud en roman om sin egen metode – karikaturen. Men i det, at der samtidig bringes brudstykker fra den roman, hovedpersonen Elo er ved at skrive (hvori hovedpersonen Thomas selvfølgelig også er ved at skrive en roman – en mega-bestseller by the way – han har paradoia osv.) som supplerer handlingen i Oles bog, der hører læserens og min virkelighed til, går den fra at være teoretisk funderet og altså handle om, hvordan man skriver en roman, til at være biografisk. Fortællingen er en deklarering af, at den er selvbiografisk samtidig med, at den leger med forholdet imellem fiktion og virkelighed, også på det rent fiktive niveau. Fiktionen er en collage med flere forskellige lag, som de der 3D-puslespil, man er begyndt at kunne købe i forretningerne. De hænger sammen gennem fortællingen, den egentlige bog (materiel som fiktiv) og gennem Ole og Elo (anagram), gennem forlaget Nulpunkt, der er det samme i virkeligheden og i fiktionen ligesom Århus også går igen. Og kender man forfatteren privat, er der sikkert et væld sammentræf genkendeligheder, og læseoplevelsen kunne gå hen og blive ekstraordinær underholdende. Alt dette må være en konsekvens af fiktionens teoretiske præmis. Indbrud handler om Indbrud, som alle romanerne hedder. En evig tunnel ind i det fiktive univers, der måske blot skal opfattes som ét værk. Og hertil holdes fiktionen og virkeligheden indtil videre ud fra hinanden.

Måden det fiktive univers strækker sig ud i flere lag er som sådan fin nok. Evighedstanken er spændende, og det skiftende perspektiv skaber den lille smule dynamik i narrationen. Men der, hvor jeg synes, det bliver virkelig interessant, er, når vi får udgivelseshistorien og receptionshistorien for Indbrud. Det fungerer godt bl.a. fordi, at der først her kommer hold i den narrative fremgang. Fortællingen får lov til at være tankefuld uden også at skulle være fortælling og bevæge sig kronologisk fremad. Det er også her, at den ironi, klicheerne tydeligvis skal udstråle, når læseren. Fx når romanen gennem dagbladene anmelder sig selv.. Der opstår hermed et paradoks omkring tiden. Eller måske er det snarere romanen, der overskrider sig selv og grænserne for det fiktive? At det er det samme forlag i virkeligheden som i bogen har fx krævet tilretning. Nulpunkt har vedtaget en roman og dermed samtykket til selv at medvirke i den. Ligeledes er anmeldelserne og omtalen et bud på fremtiden; endda, de er et bud på virkeligheden!   Ideen her er faktisk interessant og tankevækkende, men desværre er den umiddelbart blot en brik i fortællingen om paranoiaen, og det går den lidt som med pointen på sidste side. Den når ingen vegne og mangler fast udtryksgrundlag.

Dejmassen
Udover det metaspor, jeg ovenover har forsøgt at beskrive, er Indbrud af Ole Rosenstand Svidt frustrerende læsning. Fortællingen om kærlighed og paranoia er tynd og næsten stemningsløs. De mange ord mangler tyngde, og de frustrationer og følelser der forsøges skildret mangler troværdighed. Der er nogle vilde udsving i handlingskurven, men mine usikkerheder omkring Indbrud ligger snarere i sproget. Sproget drukner i handling, ligesom ideerne drukner, fordi de ikke får tid og plads. Klicheerne, som sproget tvinges til at fremføre med fuld fanfare alle 224 sider, bliver gennemsigtige, virkningsløse og en smule irriterende for selv den tålmodige læser. Faktisk bliver bogen bedre på de sidste sider, fordi nogle få overvejelser får plads og kommer til at veje noget. Og den pludselige tyngde kommer til overvejelserne, fordi bogen slutter. Narrationen slutter, der kommer ingenting bagefter, og det bliver måske først hér alvor.   

Overvejende er der mange gode ting i Svidts roman. Men der er ligeledes en del at tage fat i. Proportionerne mangler, for der er så meget at fortælle, at der ikke er plads til at fortælle det rigtigt eller snarere så det fungerer. Hovedsageligt er det 1. del af romanen, der bliver for langtrukken. Anden del af romanen forekommer mere dynamisk, og den får da også lov til at ville noget mere. Hvordan ville Indbrud opføre sig, hvis den kun havde 100 sider til rådighed? Det kunne være et eksperiment, der ville være værd at tage med. Det er ideerne i Svidts roman, der kan udvikle sig i forskellige interessante retninger, hvis de altså bliver grundigt banket og slået godt til.

Glansbilledets hologram
Jeg vil slutte den her anmeldelse med et citat fra bogens sidste kapitel. Ja, faktisk er der tale om de sidste linier i bogen; sidste linier, der trækker bogens indre spektakel op i en fordrejet pointe, som efter min mening er værkets fineste. Det skæve og skøre sidste udkast udtrykker bogens grundbekymring og giver dermed mening til den paranoia, der på side 6 (første side) begyndte med: ”Jeg er blevet udsat for indbrud.” Men som nævnt tidligere, så findes pointen ikke rigtig i resten af romanen, og smagsdommen bliver desværre en smagsdom, der tilbyder noget mindre end de almindelige ”fifteen minutes of fame”.

Det største problem bliver friheden. Jeg ved, den ligger på spring som en tiger og til sidst kommer og tager mig. At det kun er et spørgsmål om år, og snart bliver de år til måneder, og til sidst til dage. Snart kommer den dag, hvor jeg bliver sat på gaden, hvor den tunge port falder i bag mig, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Der er kun én måde, jeg kan holde den dag døren på. / Og den ligger lige for.

fredag den 7. oktober 2011

Tranströmer vinder nobelprisen 2011

Den svenske digter Tomas Tranströmer, der i foråret fyldte 80, hvilket blandt andet blev hædret med en udgivelse af samlede værker (anmeldt her på bloggen), har netop vundet nobelprisen i littertur 2011. Han har fået prisen foran bl.a. Bob Dylan og Haruki Murakami, og jeg synes det er velfortjent. Murakami har endnu ikke opnået fuldstændig litterær tyngde, men er dog godt på vej... og Dylan har måske tyngden, men ligger samtidig for meget i et andet felt. 
Nobelkomiteens udtalelse lyder: 

"because, through his condensed, translucent images, he gives us fresh access to reality".

og jeg kan ikke udsige mig denne beskrivelses rigtighed. 

fredag den 16. september 2011

Anm. Pårørende efterlyses -10 spor af en roman - Ide Hejlskov

Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman udkom d. 11.  februar 2011 på forlaget for utilregnelig litteratur Autre

Pårørende efterlyses er Ide Hejlskovs debutroman og bestemt interessant læsning. Som undertitlen indikerer lægges der op til en mere eller mindre fragmentarisk roman-fortælling. Som læser sidder man med op til flere blanke kort, og jo længere man kommer, desto mere får man at vide. Alligevel svæver der et let spørgsmålstegn over læsningens karakter for, hvad er det, man sidder og læser? Den utilregnelige litteratur er da også det nyfødte forlag Autres varemærke.
Kort fortalt handler romanen om den meget fordækte "organisationen". Eller, den handler måske snarere om de personer man møder i de forskellige kapitler (spor). Kapitlerne er skabt sådan, at de hver tager en karakters perspektiv. Det medfører, at man følger personerne gennem jeg-fortællingen. Organisationen er, snarere end en hovedperson, det der forbinder de forskellige skæbner.
Romanen indledes i første spor gennem en dødsannonce. Pårørende efterlyses til afdøde Kristian Bent Kristensen, og den person, første spor følger, er således sønnen Niels Bent Kristensen.


Romanen, der udkom tilbage i februar, er en både simpel og inspirerende. Den piller ved eksistensen af mennesket uden nødvendigvis at stille det store spørgsmål: ”hvorfor lever vi?” Tværtimod virker det som om, der bygges på en vished; en overbevisning om ikke at være overbevist. Denne anmeldelse skal heller ikke læses, som om den kender svaret. Det gør den ikke. Men den har et bud, som den tør stå ved!
På en eller anden måde står referatet centralt i anmeldelsen. Det ubestemte filter (de forskellige karakterer og spor) bærer ikke kun spændingskurven, læserbegrebet og et tidsligt narrativt forløb; det bærer også den pointe, der hiver bogen frem i lyset af læserens egen virkelighed. Hvordan så det? Jo, gennem pseudonymet K.L. Smith forvanskes grænsetydeligheden imellem virkelighed og fiktion. Romanens massive og konstante brug af bogstavet K som begyndelsesbogstav i karakterernes navne (specielt hvis de har forbindelse til organisationens højere kredse) og karakteren L eller L. Smith (som har været formand for organisationen i 7 år) peger til sammen for forlaget Autres redaktør og indehaver K.L. Smith (som i forbindelse med denne anmeldelse også sendte mig et brev). Denne er via romanens 10. spor også en del af fiktionen. Det påstås i interviewet, at Ide Hejlskov blot har lagt navn til romanen af kommercielle årsager.
Der opstår en labyrint, en lukket by, hvor alle navne begynder med K på et eller andet tidspunkt.

”Forbogstaverne i mit navn er L.S. så meget kan jeg pludselig huske. Ikke noget med K, underligt nok. Der er mange K’er, kan jeg mærke, eller huske. Hvor ved jeg ikke. De er der bare. Som på dørskiltet. Døren er ikke helt låst, så jeg kan skubbe den åben. Jeg står i døren, lytter. Ikke en lyd. Det kribler ubehageligt under huden.”

Personlighedsspaltningen, hvilket som sagt både inkluderer romanen og forlaget, forfatteren og forlagsstifteren, vokser hurtigt op og bliver til en virkelighedsspaltning i stedet. Når man har læst Pårørende efterlyses, står man foran en kløft imellem virkelighed og fiktion. Virkelighedsspillet gennem karakteren L og forlagsstifteren K.L. Smith fungerer, fordi konstruktionen ikke ser sig tilbage. Som Das Beckwerk når det rejser ud i verden. Nu har jeg ikke læst Behrendts Dobbeltkontrakten, men i Pårørende efterlyses har vi et fuldt ud leveringsdygtigt analyseobjekt på området. Det Rimbaud-inspirerede foretagende, som både romanen og forlaget Autre – forlaget for utilregnelig litteratur, deltager i, er enestående i dansk litteratur. Det bliver virkelig spændende at se, hvad forlaget senere har at byde på. Kan det sælge sig selv ud igen og med virkning? Jeg mener, kan det blive ved med at spille med i fiktionen? Autre har sin anden udgivelse på gaden, den kom i august, og der loves en kort-prosa-samling af Hejlskov til det kommende forår.

Pårørende
Niels
2. januar

”Stiller kaffekoppen fra mig på kommoden, løfter mobiltelefonen. Uret på displayet viser 10.27. Jeg trykker cifrene 35 30 38 40, stirrer på displayet – fjerner det.”

Sådan begynder Ide Hejlskovs, helt uden dybsindigheder. Personligt kan jeg godt lide kaffekoppen, dens blottede eksistens og hjælpeløse tilværelse i menneskets menneskelige håbløshed. Derefter følger 11 linjer med karakterbeskrivelse gennem noget, der kunne ligne tanker. Men det er snarere beskrivelsen af tankerne end tankerne selv. Lige efter følger:

”Lægger telefonen på kommoden, kommer til at vælte kaffekoppen. Kaffen breder sig ud over avisen, over notitsen, den bliver brunlig.”

Sproget lægger gennem hele romanen bånd på sig selv. Stilen er knap, beskrivelserne filmiske. Det er ikke en sproglig roman det her, selvom sproget bruges udmærket og slet ikke dumt! Men det er ikke et sprogeksperiment, det er et romaneksperiment; et formeksperiment.
Alligevel er der nogle sproglige tiks, jeg gerne vil påpege. Ét af dem er brugen af ordet grå. Den grå nuance kan ses som et nøgleord i romanen. Og det er ikke et negativt træk, tværtimod. Det giver læseren muligheden for at tolke alting med ét ord; én netop ubestemt nuance, der ser ud af ingenting men kan være alting. Det kan føles som om, der er noget inde bag ved det grå, som var der en anden virkelighed under tågebankerne en tidlig morgen. I grunden kan det vel diskuteres, om det er en anden eller netop den samme virkelighed. Dét er i sig selv et interessant filosofisk spørgsmål om tvetydighed eller perspektivitet, der vækkes til live i romanen. Tvetydigheden beskrives bl.a. gennem den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916). En bestemt farve (grå, farveløse nuancer, antifarve) kommer til at beskrive virkeligheden på en sådan måde, at virkeligheden selv uden videre kan forandres. Gennem Hammershøi stikkes en reference til Danmark og danskerne, den danske natur og vel sagtens den danske mentalitet. Per definition gider jeg ikke læse romanen som en direkte kritik af det danske overvelfærdssamfund, men læsningen ligger lige til højrebenet. Og skulle man have set en nyere film: The adjudgement bureau, da vækkes der yderligere fikse ideer om overvågning og totalplanlægning af virkeligheden. Der er i den retning, man får mulighed for at komme mange ting på bordet og tolke helt konkret, men romanen har mere at byde på.

Anmeldelser
Pårørende efterlyses – 10 spor af en roman er og bliver aldrig en bestseller. Dertil har den for mange ambitioner; den nøjes hverken med at fortælle den kærlighedshistorie, nogle anmeldere er inde på, eller sætter sproget på spil, for at formen skal blive renere. Sproget, der på nogen måder godt kunne minde om de steder i Murakamis Efter midnat, hvor man som rent kamera observerer en sovende pige, underbygger klart ideen med de ti spor. Denne fragmentariske tilgang (med mange spor frem for blot to eller tre fortællinger, der så støder sammen) manifesterer udmærket den dokumentariske observation. Den behøver nødvendigvis ikke gribe fat i nogen tydelig rød tråd for at komme til live. Det var denne tvangstanke jeg i sin tid opdagede hos Rothstein. Det irriterede mig, at han ikke kunne se udover krimi-elementerne, men kun kunne lede efter de brikker, der manglede for at gøre billedet klart.

Litteratursidens anmelder nævner Kafkask kaos i sin anmeldelse, hvilket er en rimelig analogi i forbindelse med den læser, der bliver ved med at forvente en opklaring. Selvom det niende spor måske nok springer et godt stykke frem, så giver det alligevel ikke svar på det spørgsmål, der vil forklare alt. Organisationen har ikke fyldt meget i anmeldelsen her. Den fylder på en og samme gang alting og ingenting i romanen. Det mest konkrete, man kan sige om organisationen, er, at deres formænd gennemgår navneforandring som en anden kongerække. Her er det som sagt bogstavet K (Karl og Karla) der styrer. Bortset fra det, forbliver organisationen relativt uopdaget område. De forfølger folk og har magt og indflydelse udover almindelige forhold. Spændingen imellem tekstualitet og læservirkelighed er også med til at lægge en slørende læselinse.

At kalde Hejlskovs roman for en dårlig betyder, at man er lukket for nye utilregnelige indtryk. Sproget er let-læseligt, flyder og hænger godt sammen. Den er velskrevet! I lektørudtalelsen står der, at bogen kan læses på flere niveauer, hvilket er rigtigt. I virkeligheden skal den læses på flere niveauer, for jo mere man går i dybden = jo mere man læser ud over den her førnævnte kærlighedshistorie, desto mere saft kan man presse ud af Pårørende efterlyses

torsdag den 15. september 2011

La poesia - det moderne

...el arte moderno no cambia las ideas envejecidas por nuevas "verdades", sino por criterios que no son ciertos, sino esencialmente polémicos.


Løst oversat står der, at moderne kunst ikke er en udskiftning af gamle sandheder men snarere kriterier, der ikke er kriterier, altså ikke klare sandheder og derfor polemiske. Man kan måske sige, at der opstår en mangfoldighed, der hverken ønsker eller i stand til at annullere hinanden. Derimod ønskes en åben debat. Uenighed accepteres.
Det ovenstående citat er fra en dobbeltsproget (fransk/spansk) udgave af Mallarmés samlede digte. Avantgarden i begyndelsen af det tyvende århundrede bryder med alle regler. Det er en slags modsat renæssance. Der etableres som sagt ikke et nyt paradigme i traditionel forstand. Sandhederne skiftes ikke ud. I stedet er det en afgørende værdi, at der ikke noget, der er sandt. Jeg vil mene, at det er Nietzsches fortjeneste, at dette brud accepteres. Enhver filosofi er indtil da noget i retning af en gal mands hjernespind - subjektive forestillinger, groft sagt.
Modernismen i det tyvende århundrede er mangfoldigheden, det brogede... og ikke det tilfældige, ikke det holdningsløse. Det er perspektivisme, positiv dynamisk progressiv kynisme...

Det er det uoverskuelige og en befinden sig i dette landskab af farver, der kun måske harmonerer.

onsdag den 31. august 2011

Spansk særegenhed


Grunden til, at der ikke rigtig sker noget på bloggen, er, at jeg er i Barcelona for at finde et sted at bo for det kommende halve år. Jeg bor på et ukomfortabelt hostel, der dog har et enormt god trådløs internetforbindelse, jeg sover i køjeseng og låser mine ting inde i min taske, når jeg forlader værelset. Selv min rygsæk låser jeg, når jeg blot vandrer rund i gaderne. Min bror blev berøvet allerede den første dag uden, at hverken han eller jeg opdagede noget. Men det er ikke mistro, der er til stede i gaderne og i folks hjerter. Når man kommer for sent smiler folk stadig til en. Mentaliteten er ikke snæver og kynisk panisk stirrende. Snarere er det en form for tro, der mangler. Et overlevelsesgen, der sørger for, at du er buret så godt inde i dig selv, at du har styr på risikoen over dit eget liv. Det er en form for værgen overfor livet og alle dets faldgruber. Oplevede en lommetyv Danmark, ville det være ligesom at stjæle slik for børn. Man ville kunne leve tungt i flere år. Hvor vil jeg hen med dette? Spansk mentalitet – det lyder da også som noget værre vrøvl, gør det ikke?
Posten her oprettede jeg, fordi jeg ville skrive en lille smule om spansk litteratur. Hvis man skal tale om en bølge af spansk litteratur i Danmark, så har vi Roberto Bolaños bøger, og Ildefonso Falcones’ murstenssællerter. Hvad har vi mere?
Barcelonas gader har mange bogpletter. Der er mange forretninger for sådan nogen som du og jeg (hvis du altså også læser spansk eller drømmer om det). Jeg har tænkt og tænkt over, hvordan jeg skulle komme i gang med det spanske bogmarked. Jeg har været tæt på at købe Bolaños 2666. Den koster 24 euro i hardback. Falcones kunne jeg ikke finde på at købe endnu. Alligevel virker det for nemt, selvom jeg ikke tror, at Bolaño er nem. Jeg leder lidt efter den spanske Klougart, Voetmann eller … ja, du ved. Noget litterært. Men hvordan skal jeg finde det?
Der er jo flere mestre på spansk: Borges, Neruda, Lorca, de la Mancha, Cortázar, Márquez, Saramago, Fuentes, Vargas Llosa og så videre. Men er det noget ved alle disse gamle, der er for genkendt og traditionelt til trods for visse modernistiske skikkelser.
Så var jeg tæt på at købe en bilingual udgave (spansk/fransk) af Baudelaires samlede digte til helt ud i ’ingen penge’, men han er jo ikke spansk. Og det er nok for tidligt at give sig til at lære fransk, når man ikke engang kan det spanske, også selvom de ligger tæt op ad hinanden.
Det jeg søger ligger muligvis i det opslag, jeg fandt på vej hjem fra en lidt firkantet vandretur ad. Passeig d Grácia og omkring. Der stod: Taller de Credatividad Literaría, (kreativt litterært værksted) ”Vista al cuenta” (www.vistalcuento.blogspot.com [vi er nærmest netnaboer]). Et det et spansk Hvedekorn, hvis jeg nu skal forsøge at transformere den store verden til den lille danmark-myres virkelighed? Jeg har endnu ikke fundet magasinet i papirform, men i Barclonas brogede gader føles det, som om der er puls. Også i litteraturen.
Det kan i fremtiden ikke undgås, at der herfra kommer flere spanske puls-slag. En pulserende virkelighed, der skal bringe en ny form for varme til Danmark i den kommende vinter.
Læse-råd primero: Isabel Allende
Jeg er overrasket…

onsdag den 24. august 2011

Udgivelsesreception med debutanten Ole Rosenstand Svidt - "Indbrud"

Jeg købte ikke romanen, da jeg ikke var overbevist om Svidts prosastil og heller ikke var imponeret af kærlighedshistorien. Kærlighedshistorier er en svær ting at bestyre, for hvordan undgår man alle klicheerne?  Plottet i bogen derimod, virker til at have mulighederne for sig, ligesom en hovedperson med en vis kulturel dekadence. En mand kommer en dag hjem og opdager, at han har haft indbrud. Da politiet ikke kan gøre særlig meget ved, at en fremmed person har rodet i hans personlige sager, beslutter han sig for at tage kampen op på egen hånd, og dermed oversikrer han sin lejlighed mod fremtidige indbrud, og begynder, fortabt i forliste dating-forsøg, at tro at nogen følger efter ham.  Paranoia og litterære referencer:-)
Nu har jeg ikke læst andet af bogen end det, forfatteren selv læste op for publikum i torsdags, så jeg er ikke i stand til at sige noget videre om bogen. Havde min pengepung været til det, havde jeg nok købt den alligevel.

Arrangementet fra forlaget Nulpunkts og Løves vin- og bogcafé var ikke mindre end fremragende og lige, som den slags skal være. Der var et gratis glas vin til at forstærke de litterære eskapader, som Svidt med sin egen uprøvede stil stod for. Der var den gode kaffe og resten af cafeens sortiment til at bære de rigtig mange fremmødtes tørst, bøgerne stod rundt omkring os og støttede op om den nye litteratur og den nye forfatter, alle med en velmenende udstråling. Jeg var overrasket over arrangementets længde - et aftenarrangement, der samlede folk af samme interesse, en interesse der blot fik lov til at være. Hvis jeg ikke har gjort det før, så gør jeg det nu: Løves vin- og bogcafé skal simpelthen roses for at være så levende og venligsindet Cafeen har besluttet sig for at traktere, indtil videre, alle Nulpunkts udgivelsesreceptioner, og i den grad er dét noget, der giver litteraturen og kunsten mulighed og at ånde frit i andre menneskers liv. Den næste reception ses i kolonnen over litterære events til venstre.

mandag den 15. august 2011

Det der blik på Tranströmer-anmeldelser - udover den sidste sommerdag!

Det der blik på anmeldelserne af Tomas Tranströmers samlede digte, som udkom i april i forbindelse med digterens 80 års fødselsdag, synes præget en lille smule af sommerens similivarme. Og så alligevel ikke. Anmeldelserne ser sig på ingen måde i stand til at være kritiske overfor den svenske kanon, der samtidig ikke forsøger sig på nye poesistreger i denne omgang, men blot genudgives. I sådan et lys beder udgivelsen heller ikke om kritik, men står blot frem som den er. En jubilærumsudgivelse.

Samlede værker kan dog godt kritiseres. Jeg husker, da Villy Sørensens samlede noveller (sådan cirka) udkom for måske et år siden. Disse havde anmelderne svært ved ikke at kritisere, fordi de simpelthen ikke kunne læses længere. Vægten på Sørensens mærkværdige modernisme var steget og fungerede på ingen måde i de samlede udgaver. Det kan man ikke kritisere Tranströmer for. Selvom jeg talte imod totalværkerne i begyndelsen af min anmeldelse, står Tranströmer stadig frem som en af vor tids dygtige poeter. Tranströmer dejser så at sige ikke om af sit eget jubilærum.

Her på bloggen, hvor vi om lidt skal møde Ide Hejlskovs romandebut Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman, tegner der sig et billede af den garvede rutinerede poet ved siden af debutanten. Da der er en god del poesi i Hejlskovs roman allerede, på trods af genre-forskellen, bliver det spændende at se endnu et bud på, hvad poesi er i dag. Der er med sikkerhed stor forskel på kvaliteten og træfsikkerheden; samtidig er det friske skud på stammen altid i stand til at overraske og revolutionere.

Sommeren er vist ved at være ovre... og gudskelov for det.:-)

tirsdag den 9. august 2011

Slow-prose-puddle

Holder de fleste
bloggere
egentlig
ferie?

Holder de fleste forlag
egentlig
ferie?

Hvor bliver den af
den der kunst
den der kunst
der kalder sig selv
alt andet end
en ottearmet
lysestage?

Hvor blive den af
den blog?
Litteraturoffentligheden
hele litteraturoffentligheden
synder
sommeren over.
Litteraturudenforoffentligheden synder
som sædvanlig
fordi den som altid
altid har været
harmløs
hvor bliver den af,
den litteratur?
kom
kom
kom

lørdag den 30. juli 2011

Sommerdage (8)

For lang tid siden gav jeg kritik på forfattersiden www.fyldepennen.dk. Jeg forsøgte per definition at være så hård som muligt ud fra den overbevisning, at hård og ærlig kritik altid er den bedste. Enhver ved, at kritik ikke er sandhedsudgydelser. Man kan selv vælge, om man vil tage dem for gode varer eller ej. Normalt føler jeg ikke, at jeg har været for hård ved en tekst. Jeg ved, at jeg har været direkte og sagt, hvad jeg mente, og jeg har kun en enkelt gang været rigtig i tvivl, om jeg nu var urimelig. Den gang skrev jeg noget i retning af: "Der fine nuancer i digtet, men ét overskyggende problem belemrer læseren. Du skriver i langsom prosa, og det er for ringe." Jeg var i tvivl om, hvorvidt man kunne kritisere et digt for at være langsom prosa. Jeg har tænkt meget over dette. Kan man eller kan man ikke? En del af min tvivl lå også i, at digteren til digtet var ung og måske kunne finde på at tage kritikken personligt. Her til aften ligger jeg så og læser i en nylånt bog af Ursula Andkjær Olsen. En digtsamling, Skønheden hænger på træerne. Og for jordens skyld om ikke fru. Olsen (som er ny for mig) skriver langsom prosa ud over hele den meget tykke samling pludre-rable-digte?

I
Når man
en gang har
forladt sit udspring.


Det ligner et 
kompromis. Var det
virkelig nødvendigt.


Min alt for beredvillige
personlighed blev
sandsynligvis grundlagt
dengang.

Jeg løber gennem
kloakken uden
modstand.

Med alt mit affald med
alle jer omkring mig.

I hænger mig
ud af halsen bogstaveligt
talt.

Jeg skulle
aldrig have talt
med jer.

Nu kan jeg kun
sige. Vis mig et
meningsfuldt liv. I ville
næppe få let ved at

imødekomme dette
ønske.

Sådan lyder første side af det første lange digt i den lange bog, der alligevel ikke er helt uinteressant. Men det er uden tvivl langsom prosa. Sætningerne har været i hakkemaskinen og er kommet ud på papiret skåret op og fordelt. Selv tegnsætningen er stadig intakt, den er bare hugget op sammen med resten af teksten.

Selvom jeg ikke længere er i tvivl om min daværende kritik, så synes jeg stadig ikke, jeg har fundet hoved og hale og hoved i den langsomme prosa. Hvad er det for et poetisk element, der dukker op i den rytme, det giver, når man hakker teksten op i små underlige og i sig ubetydelige bidder? Og hvordan dukker rytmen op i teksten, der uden tvivl skrives, som den er fragmenteret (som tankestykker).

The slow-prose is a puzzle!

onsdag den 27. juli 2011

Sommerdage

I Ide Hejlskovs debutroman Pårørende efterlyses - 10 spor af en roman findes der på karakterlisten personer som "Karl Bent Kristensen: medlem af organisationen, den anden Karl i organisationen" og "Karl Jørgen: medlem af organisationen, den tredje Karl i organisationen, optræder ikke som tilstedeværende person." De to Karle står som nærmest uopnåelige identiteter, da der tilsyneladende ikke figurerer en første Karl i organisationen. Desuden hedder organisationen bare "organisationen", og den person, hvortil de pårørende efterlyses, hedder i fiktionen Kristian Bent Kristensen samtidig med, at der tilsyneladende i virkelighedens JP d. 2. januar 2003 savnes pårørende til en (identisk?) Kristian Hermann Kristensen. Ligeledes figurerer det telefonnummer, som karakteren Niels Bent Kristensen i første "spor" af romanen ringer på for at melde sin som pårørende, også i JP-annoncen.

Hvad er det her for noget? Det spændende er, at læsningen kommer til at foregå på en platform fuld af mørke pletter. Selv efter man har set efter, er man i tvivl om, hvorvidt det man så nu også, var det, man så. Man kan forestille sig at flere uvisheder kunne gøre læseren utryg og hurtigt miste interessen. Det er faren for den læser, der ikke er i stand til at hengive sig i undren over kluddermutters løsslupne lege. På den anden side af barrieren kan man vinde en ekstra dimension, og det er det, jeg satser på at gøre.

Jeg er allerede vis om flere forviklinger af virkelighed og fiktion og venter bare på, at der kommer flere til. Jeg læser romanen, som er udgivet på det spritnye forlag Autre, forlaget der kun udgiver utilregnelig litteratur, og graver i en anmeldelse snarest ned i, hvad det egentlig er for et eksperiment, der er tale om samt, hvad det hele går ud på; hvis det altså går ud på noget?!

se evt. forlagets hjemmeside www.autre.dk og læs mere om utilregnelig litteratur

mandag den 25. juli 2011

Anm. Samlede Tranströmer – Nordisk-poetisk paradis



Jeg har nu gjort, som man bestemt ikke skal gøre. Jeg har læst Samlede Tranströmer i ét stræk, fra ende til anden, som var det en fortælling. I værker der betegnes som ”samlede digte” er faren, at hver enkelt samlings kontur ligesom forsvinder i mængden. Derfor er det første læse-råd til kommende Tranströmer-læsere, at man skal huske at holde øje med, hvilken samling man læser. Det andet læse-råd er, at man skal læse digtene i dybden og ikke på langs for bare at skøjte henover dem. Et digt skal i første omgang læses for sig selv og ikke som om, det hang sammen med dét på næste side. Man skal altså læse indad i stedet for fremad. Sådan er poesiens væsen og gælder ikke kun denne anmeldelses målobjekt. Når det er sagt, må jeg springe videre til en anmeldelse, der netop anmelder Samlede Tranströmer som ét værk, der er betegnet ”samlede digte”. Sådan har Rosinante valgt at udgive digtene og sådan, er det i grunden også svært ikke at læse dem, når alt kommer til alt (tag dig i agt kære læser!). (de kunne have valgt at efterligne modellen for samlede SUT, som jeg mener Forlaget Vindrose virkelig har tænkt godt, men sikkert også omkostningsrigt).

Uheldigt nok blev samlingen sendt på gaden med en trykfejl på omslaget, hvilket en korrekturlæser og en bogbinder nok skulle have haft set på. Det er underligt at ingen har set det, og man kommer lidt til at tænke på, om bogen blot er en venstrehåndsforteelse? Samlede Tranströmer udgives som del af en paperback-serie for moderne klassikere med omslag i smukke stærke farver og store titler. Serien spænder vidt fra Don Quijote af Cervantes til Kerouacs store beat-manual Vejene og videre med udgivelser af Klaus Mann, Primo Levi, Woolf, Márquez og Dostojevskij. Der tegnes altså et billede af den bedste udenlandske litteratur oversat til dansk, hvilket i sig selv ikke ligner et halvhjertet projekt. Jeg ved ikke om man altid skal se bort fra de små bommerter og lade slåfejl være slåfejl, men her kommer det af sig selv. Så snart arbejdet overlades til Morten Søndergaard, som skriver forordet, og Tranströmer selv, så går det forrygende. I den henseende er Samlede Tranströmer en fed bog! (kliché: og er det ikke altid det, bøger har handlet om – det indre frem for det ydre?;-))

Samlede Tranströmer indeholder ét forord, tolv digtsamlinger, et enkelt haiku-fængsel fra 1959 og en erindrings-samling med en stribe erindrende tekster om de tidligere år. Alle teksterne holder en bestemt høj kvalitet, de har tydelige aftryk af den tranströmerske stil og kan læses af alle – både dem der læser og dem der ikke læser, poesi. Og på trods af en egentlig stor mængde forskellige entiteter er der en rimelig helhed over værket. Der strejfes omkring i temaer som naturen, erindringen, døden og livet, musik og poesien selv. Fra den første samling, der udkom i 1954 og hedder 17 dikter, mærker man den tydelige lydlighed, en lyd som er uundgåeligt nordisk. Det lydlige element gør gennem hele bogen det, at man bør læse alle digtene højt, for de vokser så snart de hører sig selv, vokser som en jeriko-rose i vandbad. Man er heller ikke i tvivl om, at det ikke er den danske natur, der skrives om. Mystikken er stærkere, bjergene er tungere og hårdere hos Tranströmer.  Som der står i digtet Ansigt mod ansigt fra samlingen Den halvfærdige himmel:

En dag kom noget hen til vinduet.
Arbejdet gik i stå, jeg så op.
Farverne brændte. Alt vendte sig om.
Jorden og jeg tog et spring mod hinanden.

Livet i enhver millimeter af naturen er en af de ting, der er med til at sætte liv til Tranströmers  tekster. De pludselige spring fra miljø til miljø vækker poesien. Lige inden lå sproget under en presenning og døde hen, men pludselig kom noget rullende. Naturen er ikke bare noget, man kan vælge at observere og skrive digte om. Naturen er nærværende, naturen henvender sig til mennesket som mennesket henvender sig til naturen. Og på den måde er der ingen egentlig forskel på menneske og natur. I et andet digt, Gennem skoven, står der fx:

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.

Og det er både smukt og spændende, når naturen ikke bare er en kulisse for solen og månen og menneskene. Poesien ligger på lur flere steder og ikke bare som en typisk sprogblomst. I skiftene fra en verden til en anden, når digteren vandrer igennem virkeligheder, der ikke er hans egne, bliver både poesien og sandheden tydelig – verden er poetisk, fordi den ikke er én men mange. Den er aldrig noget, den er aldrig bestemt af nogen. Den er åbenhed, som Søndergaard også bemærker i forordet, en bemærkning han har rigtig meget ret i. Sidste strofe af digtet Vermeer:

Den klare himmel har stillet sig på skrå mod væggen.
Det er som en bøn til det tomme.
Og det tomme vender sit ansigt mod os
Og hvisker
”Jeg er ikke tom, jeg er åben.”

Som jeg ser det, eksemplificerer Tranströmer her den egentlige udfordring i at fange poesien i artikulationen. Det der ligger dér, på grænsen imellem det åbne og det lukkede, det sted der imellem Tyskland og Danmark i gamle dage blev kaldt ”ingenmandsland”, et sted hvor tingene står på hovedet samtidig med, at de står op. Evnen til at henføre virkeligheden i det mytiske, det naturlige og det harmonisk lydlige, som ligeledes altid har flydt, dét er at fange poesien.

Som det står tydeligt, lykkes det på mange måder forfatteren til de mange vidunderlige tekster i Samlede Tranströmer (forfatteren er Tomas Tranströmer for lige at træde lidt i vande [ligegyldig kommentar skrevet af min hund]). Det står både her i anmeldelsen og i de samlede digte (totaludgaven), det er alt sammen godt. Hvad der dog igen kun kommer til at stå her, ligesom de to første læse-råd, er at det for Tranströmer er vigtigt, at DU tør læse ham højt. Det er nemlig lige meget, hvor højt ordene råber på siderne i teksterne, hvor meget de jagter hinanden i forsøg på historisk udfoldelse, lige meget hvad, så kommer de først virkeligt til orde (ord for ordlig eksistens), når de der digte læses højt. Dette hænger bl.a. sammen med Tranströmers sidegesjæft som pianist, som musikelsker og til sidst som menneske, der går fra at være talende til at være stum (fejlen er rettet, og sætningen viser nu det paradoksale). Lydbilledet er mindst lige så stærkt som det forståelige og kommunikative element i skriften. Det er først dér, noget kommer hen til vinduet, først dér bliver poesien tydelig!

Et forfatterskabsværk som Rosinante har udgivet i kræft af Samlede Tranströmer, det er i og for sig umuligt at anmelde. Det er umuligt at anmelde, fordi der er så himmelsk meget. Der er jo et helt forfatterskab, digtning fra 1954 til 2004, det er tres år. Og at det er tres års befinden sig i historien, det tydeliggøres gennem de mange henvisninger til historiske tilstande, fx Berlinmuren:

Gik langs den antipoetiske mur.
Die Mauer. Ikke se over.
Den vil omgive vort voksne liv
I rutinebyen, rutinelandskabet.

Sådan står der i ”Klange og Spor” fra 1966, nok den samling jeg er kommet til at holde mest af. Og i samme samling kan man læse ”Af en afrikansk dagbog”:

På den congolesiske fidusmalers billeder
Bevæger skikkelserne sig tynde som insekter, berøvet deres menneskekraft.

Det er den vanskeligste overgang mellem to måder at leve på.
Den der er fremme har lang vej at gå.

En ung mand fandt udlændingen der var gået vild mellem hytterne.
Han vidste ikke om han ville have ham som ven eller som genstand for afpresning.
Tvivlrådigheden gjorde ham oprørt. De skiltes i forvirring.

Europæerne holder sig ellers omkring bilen som om den var Mor.
Cikaderne er stærke som barbermaskiner. Bilen kører hjem.
Snart kommer det dejlige mærke der tager sig af snavsetøjet.
Sov.
Den der er fremme har lang vej at gå.
(digtet fortsætter i samme forundringsværdige stemning imellem lys og mørke, to forskellige kulturer)

Digteren har været mange steder, men vigtigst af alt – han har medbragt sin personlighed, sit selv, og det er med til at give digte fra historien intensitet samtidig med, at perspektivet er fornuftigt og underfundigt sat op. Og på samme måde som der ligger noget umuligt i at anmelde et livsværk, der så samtidig er så godt; på samme tid er det problematisk at få teksten om digtene (denne tekst) til at holde inde. Tranströmer har skrevet i forskellige tonearter, alle værker har han fået til at folde sig ud mod læseren samtidig med, at der har været en utrolig læseværdig dybde i digtene. Hvordan både ind og ud (uden 3D-briller) spørger man? Svaret ligger i hvert enkelt digt. Det skal bare læses, indtages, undersøges og nydes. Den svenske mester fra skovene har ikke været bange for at give noget af sig selv, og det skal du, kære læser, heller aldrig være, når du læser Tranströmer!

På trods af denne anmeldelses efterhånden mange ord, synes jeg alligevel ikke at digtene retfærdiggøres på anden vis, end når de fremstår i sig selv, rene og nøgne. Nuvel, jeg har brudt min hjerne med, hvilket digt der skal afslutte anmeldelsen. Valget er kommet til at stå mellem to rigtig gode digte, jeg mener dog, at kun det ene kan bringes. Begge digte er fra den meget følsomme og personlige samlinge Østersøer, og de minder mindre om digte, som de er flest hos digtere, men er alligevel heftig ordkunst i det stille vidunderlige. Hvis der er stemning for det, bringer jeg gerne det i denne omgang fravalgte. Nu og her slutter anmeldelsen med sidste del af digt III, der henviser til det skæbnesvangre ved at møde det overnaturlige og det mytiske. Efter det er gjort, vil der stadig være mængder af ord, der skal siges.

Jeg ved ikke om vi er i begyndelsen eller i sidste stadium.
Sammenfatningen kan ikke foretages, sammenfatningen er
Umulig. Sammenfatningen er alrunen –
(se håndbogen vedrørende overtro:
ALRUNE
Undergørende plante
Som gav et så uhyggeligt skrig fra sig når den blev rykket op af jorden
At man faldt død om. Hunden måtte gøre det…)

---
Samlede Tranströmer, 331 sider af Tomas Tranströmer, er udkommet på forlaget Rosinante i april 2011 i forbindelse med digterens 80-års fødselsdag.


torsdag den 21. juli 2011

Sommerdage: Sjette skrivelse - dynamisk poetisk virkelighed

En blot kort opdatering på et indre sejlende sommerbarn. Jeg har sejlet i kano hele dagen, mine hænder bløder, og min bedre halvdel har mistet en arm. For en gang skyld har virkeligheden manifesteret sig i en anden virkelighed. Det er som om jeg stadig gynger rundt derude i en af nordjyllands kanaler. En virkelighedens bevægelse har brudt muren indtil en anden virkelighed. Det ville have været optimalt, hvis jeg nu kunne skrive denne gyngen ud i bolgposten, men så er det alligevel som om, det aldrig har fundet sted. Når jeg skriver gynger virkeligheden, men når du læser, gynger virkeligheden slet ikke...?

Muren imellem virkeligheder er vel poesiens største udfordring. På den ene side går det ud på at bryde grænserne imellem skrift og virkelighed. På den anden side er poesien nok virkelig og også er den virkelighed, men samtidig er det vigtigt, at den ikke bliver for virkelig; at den ikke bliver for håndgribelig og tydelig. Man tager ikke poesien ved hornene, den skal følges og rides, og man skal ikke forvente, at man bliver siddende.

Når alt kommer til alt kommer man i tvivl om virkeligheden selv. Gynger det nu, eller gyngede det overhovedet før? Er det verden eller mig der gynger? Når grænserne brydes kan man formulere paradokserne klare, det er som om det først er dér, de opstår. Og med klare paradokser og problemer sikres dynamikken. Men kun så længe, at der ikke gives nogen løsning på grænsesprængningen... Og dog skal der ikke være hul i dæmningen ret længe før, at billedet igen bliver entydigt todimentionelt klart, og båden fortøjres til denne nye afgrænsning af virkeligheden uden at balancere på æggen - den tvivl der sikrer enhver form for liv.

onsdag den 20. juli 2011

Sommerdage: skrivelse 5

Jeg sad tidligere på dagen og læste gamle litteraturartikler på politikens hjemme side, og der stødte jeg ind i Jens Christian Grøndahls problematisering af forfatterstøtten her i Danmark. Hvad Grøndahl overordnet mener om sagen, det har jeg ikke helt fået slået på plads. Men han føler sig en lille smule stødt over, at helt nyudklækkede forfattere fra forfatterskolen får støtte til projekter, når han ikke selv gør. I den forbindelse taler Grøndahl om kvalitet og forfatterskab. Forfatterskabet er udtryk for kvalitetens mangfoldighed, i hvert fald hos de dygtige forfattere. Men hvad er litterær kvalitet?
Det, at nye forfattere, fordi de er nye, ikke kvalificerer sig til at få støtte, fordi de ikke har et forfatterskab bag dem, dét virker som en tynd og smagløs suppe. Som om man ikke overhovedet vil smage på en suppe, der ikke har fået lov til at stå og trække med årene? Måske skal kunststøtten revideres, det ved jeg ikke noget om… Men lige meget hvad der skal ske, vil der være nogen der føler sig overset på den front. Selvfølgelig synes man om sine egne projekter, de er nogle af de bedste. Sådan hænger der bare ikke sammen i den virkelige verden. Der findes forfattere, der overhovedet aldrig får udgivet et ord af samme årsag. Når smagsdommerne møder disse er smagsdommene negative. Problemet ved at udelukke de yngre eller måske uerfarne nye forfattere er, at det er der, hvor der stadig er liv i litteraturen. Det er der hvor den sprudler og for tiden, er det også der, den er bedst (i hvert fald tæt på). Det er der, hvor der stadig er kunstprojekter i skidtet. I forvejen har erfarne forfattere den fordel, at de har nemmere ved at få sine værker udgivet, fordi de har eller hører til på et forlag. De unge er de eneste, der deltager på reelle og ikke mindst ideelle forhold for kunsten; litteraturen (værkerne) bedømmes som den ser ud og ikke, som den engang så ud…